I grotten!

Det var nu et halvt år siden, at denne gruppe af Guds sønner og døtre var flyttet ind i grotten. Der havde i løbet af dette halve år været adskillige fra andre grupper af Guds sønner og døtre på et kortvarigt ophold i grotten for at komme til kræfter efter at de var blevet mishandlet og tortureret, men så snart de var kommet til kræfter igen, havde Herren kaldt dem tilbage til arbejdet med at forkynde det sande evangelium og at advare jordens befolkning mod Det Ny Babylon.

Arbejdet i grotten forløb godt og alle var tilsyneladende glade for tilværelsen der i grotten. Med jævne mellemrum kunne man høre køkkenpersonalet udtrykke forundring over at der stadig var rigelig af fødevare.

Ja, sagde Ketty en dag, efter almindelige menneskelige forhold, så skulle vi nu have brugt alt det forråd vi samlede før grotten blev lukket, men der er stadig mindst halvdelen af det tilbage.

De der stod for tempeltjenesten, havde forordnet det således, at der hver sabbats eftermiddag og hver onsdag aften var anledning til at aflægge et vidnesbyrd om, hvordan Gud havde ledt dem i deres liv. Mange kunne berette om Guds helt fantastiske ledelse og vidunderlige måde at lægge tingene til rette på. Men alle syntes, at de vidnesbyrd der fortalte om, hvordan de var kommet med i den gruppe, som nu var den faste del af grottens personale, var de mest interessante beretninger.

Alle disse vidnesbyrd var præget af, at Guds engle havde besøgt de der bekendte sig til at tro på Gud og som havde gjort et liv med Jesus til en del af det liv de levede. Men det var også et vidnesbyrd om, at alle på en eller anden måde havde fået prøvet deres tro, for at vise om deres bekendelse alvorlig ment.

Lukas 6, 43-45 Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Lægen, Aksel kunne fortælle om, hvordan han en dag da han var færdig med sit arbejde på det hospital han arbejdede på og havde sat sig ind i sin bil for at køre hjem, af en engel havde fået at vide at han skulle køre til et øde sted, hvor der var en lille hytte. I hytten ville han finde en mand, som på grund af ulydighed var ved at dø af forfrysninger. Mandens kone var ikke i livsfare, men stærk forkommen. Han skulle køre manden til hospitalet, hvorefter at han og mandens kone skulle køre til en bestemt by, hvor de på et stort indkøbscenters parkeringsplads skulle hente en dame med en rød hat. Herefter skulle han med de to damer køre til et forsamlingshus i Vindinge ved Nyborg. Lægen der tænkte på sin kone og børn, spurgte englen, hvad med min kone og børn, men det eneste svar han fik, var en gentagelse af den befaling englen en gang havde givet ham. Aksel turde nu ikke stille flere spørgsmål, men i lydighed mod englens befaling kørte han til den omtalte hytte, hvor han fandt en mand der var døden nær på grund af meget alvorlige forfrysninger. På vej til hospitalet spurgte lægen om, årsagen til at de opholdt sig i hytten og til, at manden havde fået denne meget alvorlige forfrysning. Manden og konen fortalte nu i fællesskab, at de for nogle dage siden af en engel havde fået befaling om at køre op i bjergene til en bestemt jagthytte, et meget øde sted. Englen havde sagt at de ikke måtte tænde ild og at selv om det var koldt med flere graders frost, skulle de ikke bekymre sig om at holde varmen. Englen havde gentaget, at der var en del brænde i hytten, men at de ikke skulle bekymre sig om at holde varmen og at de derfor ikke skulle tænde op i pejsen. Men forklarede manden, det var jo en fuldstændig tåbelig ting at sige til os at vi ikke måtte tænde ild i pejsen. Vi var jo godt varme da vi kom til hytten og jeg mente derfor at det var med at få tændt op i pejsen så hurtig som muligt, for at vi fortsat kunne holde varmen. Min kone protesterede, og sagde at englen havde sagt, at vi ikke skulle tænde op, men jeg var overbevist om at det var en fejltagelse, så selv om min kone protesterede meget kraftig og sagde at det var imod Guds befaling, ja, så mente jeg alligevel at det var det bedste at få ild i pejsen så vi fortsat kunne holde os varme. Det gik da også meget fint så længe der var brænde, men da brændet slap op begyndte vi at fryse.

Englen havde sagt, at vi skulle blive i hytten til der kom en efter os, men jeg besluttede mig, trods min kones protester, at køre tilbage til civilisationen, sagde manden, jeg var bange for at vi ville fryse ihjel, men bilen kunne ikke starte, hvilket fik min kone til at sige, at der kunne jeg selv se, det er Guds mening at vi skal blive her til der kommer en og henter os. Jeg tog derfor stolene, brækkede dem i stykker og fyrede med dem og da de var brændt tog jeg bordet, skabene, sengen, ja efterhånden havde jeg brugt alt hvad der kunne brænde i hytten, og til sidst begyndte jeg at brække døren og selve hytten i stykker for at få mere brænde, men efterhånden, som jeg brækkede mere og mere af hytten ned, blev det koldere og koldere og jeg begyndte at få forfrysninger, og resten kender du.

Da lægen havde fået manden indlagt på hospitalet, sagde han til konen, at det var en engel, som havde sagt til ham, at han skulle køre op til den øde jagthytte, og at han ville finde en mand med meget alvorlige forfrysninger, og en forkommen kone. Englen havde også sagt at han skulle tage konen med sig og at de sammen skulle køre til en bestemt by, hvor der står en dame med en rød hat og venter på dem.

Jamen, sagde konen, hvorfor? Hvad skal alt dette her betyde?

Jeg ved det ikke sagde Aksel, men jeg tror, at det er fordi at tiden nu er kommet, da de der ønsker at leve efter Guds anvisninger skal flygte.

Jeg vil ikke forsøge at overtale dig til at tage med mig, sagde lægen, men jeg mener at du skal tænke på, at det var en engel, som fortalte jer at I skulle tage op til hytten. Din mand var ulydig og til trods for englens udtrykkelige ordre tændte han ild, derved viste han at han ikke har en tro, som gør at han skal flygte. Det har du derimod. Det var også en engel som kom til mig og selv om jeg bestemt ikke ønskede det, da jeg har en kone og børn som nu ikke kan forstå hvorfor jeg ikke kommer hjem fra arbejde, måske tror de at jeg har været ude for en ulykke.

Da de kort efter var på vej mod den by, hvor de skulle samle damen med den røde hat op, sad de tavse og tænkte på deres familie, som de nu havde forladt.

De fandt ret hurtig den parkeringsplads, hvor damen med den røde hat stod, med sin indkøbsvogn fyldt med varer. Efter, at have fået alle varerne ind i bilen kørte de videre.

Hvor skal vi hen, spurgte damen med den røde hat?

Vi skal til Danmark, hvor vi skal finde et forsamlingshus i Vindinge ved Nyborg, og herfra vil Gud fortælle os hvad vi så skal.

Jamen det kan vi ikke, sagde damen fra hytten, jeg har ikke mit pas med.

Det skal du ikke bekymre dig om, sagde Aksel, Herren har sagt at vi skal køre til et forsamlingshus i Vindinge ved Nyborg, i Danmark, og han har allerede ledt os på en fantastisk måde, så jeg er helt sikker på at han nok skal klare det lille problem med passene.

Anker var en lille dreng på otte år, han var meget glade for at besøge sin tante og onkel, så dem besøgte han meget tit. Det var ikke helt uden grund, at han ofte søgte hen til tanten og onklen, Ankers far drak nemlig ofte meget mere end godt var, så blev han voldelig, hvilket som regel gik ud over Anker. Både tanten og onklen var meget oprigtige kristne, så det var derfor helt naturlig for dem at lære Anker om Jesus.

En dag da Anker var på vej hjem fra skole, blev han standset af en engel, først blev han meget bange, men med en meget venlig stemme sagde englen, frygt ikke, Anker, jeg har en besked fra Jesus til dig.

Ankers tante og onkel havde fortalt ham om hvordan der kom en engel til Maria, Jesu mor og fortalte hende, at hun skulle føde Jesus barnet, så han viste godt lidt om engle, men dette her var alligevel meget mere en han havde fantasi til at forestille sig.

Hør nu godt efter, sagde englen, Jesus ønsker, at du skal gøre noget for ham. Du skal skynde dig at løbe hen til din tante, din onkel er ikke hjemme, du skal sige til hende, at det nu er tiden at de skal flygte, og at hun skal tage dig med og køre hen i skolen for at hente Ida og så skal hun hurtigst mulig køre til Danmark, til et forsamlingshus i Vindinge ved Nyborg, hvor Gud vil fortælle hvad der videre skal ske. Hun skal ikke tænke på din onkel, Aksel, for han er på vej efter nogle andre som han skal have med til forsamlingshuset.

Torben havde lige siden grottens indvielse og indsættelsen af forskellige personer i de forskellige embeder, været meget utilfreds med, at han ikke var blandt dem der havde fået en af de betroede opgaver. Han var, efter hvad han selv mente, den mest kvalifeserede til at være den øverste leder. Han havde jo en meget høj teologisk uddannelse og stor erfaring fra de menigheder, hvor han havde været præst. Han havde flere gange forsøgt, at få nogle til at se sagen fra hans side og være med til at give den nuværende ledelse et mistillidsvotum, men da de fleste af grottens beboere var meget loyale over for den ledelse der var, havde han kun haft held til at få fire over på sit parti. De tre øverste ledere for grotten Benjamin, Anton og Karsten havde flere gange forsøgt at tale med Torben om det, men uden et godt resultat. Denne utilfredshed gjorde, at mange følte at Guds ånd ikke mere var så nærværende, som den før havde været.

En sabbat holdt Karsten et møde om, at Gud ikke kunne være med dem, når der var nogle som ikke fulgte de anvisninger Gud havde givet.

Josva 7, 11-13 Israelitterne har syndet og brudt den pagt, jeg pålagde dem. De har taget noget af det, der er lagt band på; de har stjålet og skjult det og lagt det blandt deres egne ting. Israelitterne kan ikke holde stand over for deres fjender, de bliver slået på flugt af dem, fordi de er kommet under band. Jeg vil ikke længere være med jer, hvis ikke I fjerner og tilintetgør det, der er lagt band på. Rejs dig op! Du skal hellige folket og sige: I skal hellige jer med henblik på i morgen, for dette siger Herren, Israels Gud: Der er noget hos dig af det, der er lagt band på, Israel. Du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I har fjernet det, der er lagt band på.

Dette var for meget for Torben, fra den dag af blev han endnu mere aggressiv i sine udtalelser og da han nogle dage efter var en af dem der skulle være i templet, men pludselig rejste sig og gik ud af templet, var det kun på grund af Lisses lynhurtige reaktion, at hun med en sådan kraft at gulvspanden væltede, trak David, som gjorde rent ude på gangen ind i templet, således at det nødvendige antal igen var tilstede.

Kort efter samlede de tre øverste ledere sig og i løbet af meget kort tid blev de enige om at forvise Torben fra grottens område. Derefter havde de en meget alvorlig samtale med de fire som Torben havde fået til at se sagen fra hans side. De tre af dem mente at det var meget uretfærdigt at Torben var blevet forvist fra grotten, og mente at han burde have været valgt ind i det øverste råd eller have haft en anden overordnet stilling. De tre ledere var enige om at alle de der havde ledende stillinger var indsat af Gud, og at der ikke kunne ændres på dette. Derfor blev også disse tre nu forvist fra grotten.

Det var nu et år siden, at grotten var blevet lukket, og selv om der ikke var nogen bekymring at spore, så kunne man godt mærke på stemningen blandt grottens beboere, at forrådet af fødevare var ved at være brugt op. Alle var dog enige om, at Gud ville tage vare på dem alle og at de ikke ville komme til at sulte. Det var derfor ikke den helt store overraskelse da Anton en søndag morgen kaldte alle grottens beboere sammen og fortalte at Herren havde åbenbaret sig for ham i et syn og at de fra i dag og frem til fredag middag alle kunne gå ud for at hente frugt, nødder og planter i det samme område og under de samme betingelser som første gang.

Dog en meget væsentlig ting, sagde han, der skal stadig være det fulde antal af alle i grotten og i området uden for, i templet.

Det blev fem meget travle dage, hvor der blev arbejdet meget hårdt af alle fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Der var jubel og meget stor glæde hver gang en kasse var fyldt op, og selv om de vidste at der ville gå flere uger med at sortere og ordne de indsamlede fødevare, så var stemningen meget høj og lovsange om Guds godhed og omsorg lød over alt.

Men nogle dage efter, at alle igen var tilbage i grotten skete der noget som for en tid kastede en mørk skygge over alle i grotten.

En aften, hvor Ole var gået til ro, vækkede Herren ham med en besked om, at der ville komme fire personer med toget om natten, og at den ene af dem var bevidstløs. Herren viste også Ole at han skulle have en tolk med da de tre øvrige ikke talte et sprog han kunne forstå. Ole fik hurtig fat på nogle som kunne bære den bevidstløse person hjem til grotten og da den ene af dem talte det samme sprog som de tre øvrige som kom med toget, var der ingen grund til at tage en ekstra tolk med.

Ole og de fire bærere var som sædvanlig nede ved det sted, hvor Herren havde vist ham at toget ville standse, i god tid før godstoget kom. Allerede længe før toget kom kunne de høre toget fløjte i det fjerne.

Uha, sagde en af bærrene, jeg synes at den fløjten lyder temmelig uhyggelig.

Og da toget kom til syne, gyste de alle ved synet, det lignede nærmest et spøgelse.

Toget kom langsomt hen imod dem og på afstand kunne de se, at der var nogen som, åbnede skydedøren på en af vognene.

Kom, sagde Ole, og løb hen imod den vogn hvor skydedøren var blevet åbnet.

De tre i godsvognen havde slæbt en bevidstløs person hen til åbningen. Hvor de fire bærere nu stod klar til at tage imod og lægge vedkommende ned på båren.

Det er jo Ib, sagde den ene af dem.

Ole bøjede sig ned og så på den bevidstløse mand, ja, sagde han, det er Ib, men der er vist ikke meget liv tilbage.

Henvendt til den af bærerne, som kunne tale deres sprog, spurgte Ole, om der var nogen af de tre øvrige, som vidste noget om, hvad der var sket med ham.

Ja, sagde moderen til de to børn, han er blevet mishandlet, tortureret og de har klippet fingrene af ham, en for en, for at få ham til at sige hvor Guds sønner og døtre gemte sig.

Ole bad nu en af bærerne løbe så hurtig som det var muligt tilbage til grotten, og bede dem om at være klar til at modtage dem.

Tempelvagten tilkaldte nogle ekstra til at være med i et bønnemøde i templet, for at bede om at Ib, hvis det var Guds vilje, måtte leve og blive rask.

Lægen og sygeplejerskerne, stod alle klar til at modtage Ib da bærerne kom med ham.

Da lægen nogen tid efter kom ud fra det rum, som blev brugt til hospital, kunne han fortælle at Ib var uden for livsfare, men at han stadig var bevidstløs og at han var meget slemt tilredt. Efter de mærker og sår der er på hans krop, kan vi se at han flere gange, siden han forlod os for ca. et år siden har været udsat for totur og mishandlinger. Det han har været udsat for i denne omgang er at man har klippet tre fingre af på den ene hånd og en på den anden. Efter hvad vi kan bedømme har dette medført så store smerter at han er blevet bevidstløs. Men hvad der så videre er sket kan jeg ikke sige noget om, men måske kan de tre der kom sammen mad ham fortælle noget om det?

Moderen kunne fortælle, at en gruppe kristne i hemmelighed var samlet på et hemmeligt sted, hvor Ib skulle komme for at fortælle om Det Ny Babylon, men en eller anden må være blevet fristet af den dusør, som der var på at fortælle lederen af Det Ny Babylon, hvor de kristne holdt deres sammenkomster, for pludselig var de blevet omringet af soldater, som stod under lederen fra Det Ny Babylons kommando. Da soldaterne ankom, blev der stor forvirring og Ib var sammen med moderen og hendes to børn blevet kommanderet ind i en lukket vogn og kørt til et fængsel. Kort efter ankomsten til fængselet var Ib blevet hentet ind til afhøring. Det var som om det specielt var ham at lederen havde været interesseret i at fange. Det skal nok passe sagde den største af børnene, en pige på 12 år, han er en af dem Det Ny Babylon har været på jagt efter meget længe og gang på gang har man forhøjet dusøren til den der kunne fortælle, hvor netop han var så man kunne fange ham og afhøre ham.

Moderen fortalte, at det først var mange timer senere, at et par af soldaterne var kommet slæbende med ham og kastet ham ind i den celle, hvor hun var med hendes to børn. Da han blev liggende uden at røre sig fandt hun ud af, at han var bevidstløs og at han blødte fra begge hænder. Hun havde forsøgt at forbinde hans hænder så godt som det havde været muligt, men da hun ikke havde nogen form for salve eller forbinding, var det meget begrænset hvad hun kunne gøre. Ud på natten var han kommet til sig selv, og de havde forsøgt at tale med ham, men der var ingen af dem der kunne tale et sprog, som han kunne forstå. Han havde dog ved hjælp af fagter bedt dem om at tage i døren og til deres store overraskelse var den ikke låst. Moderen og børnene var enige om, at det måtte være en engel fra Gud der ligesom da Peter var blevet fængslet, som havde åbnet døren for dem.

Ja, sagde drengen på syv år nu mangler vi blot en engel til at bære ham, så vi kan komme ud af fængselet.

Apg. 12, 1- 10 Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd. Da han så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest. Han greb Peter og kastede ham i fængsel og satte fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham. Efter påske ville han så føre ham frem for folket. Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham. Natten før Herodes ville stille ham for retten, lå Peter og sov mellem to soldater; han var lagt i to lænker, og vagter ved døren bevogtede fængslet. Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: »Skynd dig at stå op!« Da faldt lænkerne af hans hænder. Og englen sagde til ham: »Bind kjortlen op og tag dine sandaler på!« Han gjorde, som der blev sagt, og englen sagde: »Tag din kappe på og følg mig!« Peter fulgte med ud, men forstod ikke, at det, der skete ved englen, var virkeligt; han troede, at det var et syn. Da de var kommet forbi den første og den anden vagtpost, kom de til den jernport, der førte ud til byen. Den åbnede sig for dem af sig selv, og de trådte ud og fortsatte en gade hen; og pludselig forsvandt englen fra ham.

Du har ret min ven! Sagde en engel der pludselig stod i cellen hos dem. Den eneste som ikke syntes at blive overrasket over englens tilstedeværelse var Ib. Englen bøjede sig nu ned og løftede Ib op og ide han gik ud af døren sagde han til moderen og de to børn at de skulle følge med.

Vi skal hen til et godstog, sagde englen, her skal i ind i en tom godsvogn. I skal blive i vognen til i morgen nat. Da vil i på et tidspunkt høre, at der på sporet ved siden af, kommer et tog imod jer. I vil på turen møde flere modgående tog, men dette modgående tog vil medens det passerer jer fløjte hele tiden. Når dette tog har passeret jer, vil der gå ca. en halv time, så vil det godstog i kørere med sagtne farten og med mellemrum fløjte tre gange. Når den gør det, skal i åbne skydedøren og gøre klar til at stå af toget. Når toget standser helt, skal I alle fire stå af toget, og selv om Ib er bevidstløs, så skal I også få ham af toget, men det bliver nu ikke noget problem for der vil komme nogle mænd og hjælpe jer og dem skal i blot følge med.

Toget vil undervejs standse flere gange og nogle gange rangere, men det skal i ikke tage jer af I skal blot blive i vognen og holde døren lukket. I vil også på et tidspunkt høre at der går vagter med hunde, uden for den vogn i er i, og hundene vil gø og springe op mod skydedøren, men I skal blot forholde jer rolig, der vil ikke ske jer noget, så længe i bliver i vognen og holder døren lukket.

Da englen havde lagt Ib ind i den tomme godsvogn og moderen og de to børn også var kommet ind i den, lukkede englen døren udefra.

Ib fik en omhyggelig pleje og begyndte igen at komme til kræfter. En morgen, sagde han, at Annette og Anton skulle komme ind til ham. Hør her sagde han til dem, på den store parkeringspladsen, ved hovedvejen, lidt nord for Vejle, vil der om ti dage blive parkeret en lastvogn, der blandt andet er læsset med korn, bønner, linser, ris kartofler og grøntsager. Det er Guds sønner og døtre som at læsset den, og denne lastvogn skal vi have kørt her ud til grotten. Jeg håber at i ligesom ved den første lastvogn påtage jer at køre denne lastvogn her ud?

Både Annette og Anton nikkede.

I skal vide, at Satan vil sende en hel hær af onde ånde magter, der vil gøre alt for at standse jer, således at lastvognen ikke kommer her ud. Den værste del af turen vil være togrejsen til Hedensted. I vil ofte føle, at den godsvogn i kørere med er ved at vælte. Den vogn i skal med er en åben vogn med store træstammer. Og hør nu godt efter, hvad jeg siger til jer. Herren vil være med jer og træstammerne vil ikke kunne bevæge sig så meget som en centimeter, men det vil ofte føles som om de er ved at rulle ned over jer. I vil nogle gange føle at vognen er ved at stejle og køre af sporet, men det er et bedrag. Jeg vil anbefale jer at Ole tager et par mand med når han i nat skal førere jer til toget og at i har noget reb med, og at i bliver bundet til træstammerne. Det betyder, at i som små børn må besørge i bukserne. Lad være med at løsne rebet før i holder i Hedensted. I skal i en pose have lidt mad og rent tøj, men denne pose skal i også binde fast til træstammerne.

Når toget holder i Hedensted, skal i tage jeres dolk og skære rebet i stykker og stå af toget. I har nu fred i 24 timer for Satans angreb. I løbet af disse 24 timer skal i ud til den store parkeringsplads, hvor lastvognen holder. Det er en grøn lastvogn og nøglen vil i finde gemt oppe under skærmen ved det venstre baghjul. Den ene fordør er svejset til og reglerne for jeres kørsel med denne lastvogn er de samme som ved den første. Hvad i vil bruge den overskydende tid til er helt op til jer, men det er meget vigtig at i senest 24 timer efter, at i er kommet til Hedensted sidder i lastvognen.

Turen fra grotten til Hedensted blev nøjagtig så dramatisk og uhyggelig som Ib havde beskrevet for dem, de var derfor utrolig lettede og glade da toget holdt for rødt lys ved Hedensted og de kunne skære rebene over. Annette og Anton havde besluttet hurtigst mulig at tage ud til den store parkeringsplads, hvor der var mulighed for at få et bad og få noget rent tøj på. Og da der ikke var nogen grund til at trække tiden ud for tilbageturen, besluttede de at de så hurtig som muligt ville gøre sig klar til at køre syd på. Efter at de havde fået et dejligt bad og noget rent tøj på, fandt de et sted hvor de kunne købe noget brød og frugt. Da de havde spist gik de ud på området, hvor de forskellige lastvogne holdt. Det var meget tydelig at se hvilke lastvogne der kun holdt der for at chaufføren kunne få sig et tiltrængt hvil, og hvilke lastvogne der var langtidsparkeret.

Der gik ikke mange minutter før Annette råbte, her er den! Og før Anton var kommet hen til lastvognen hørte han at hun råbte, og her er nøglen. Og døren ved førersædet er svejset til, sagde Anton, da han kom hen til lastvognen.

Selv om Satan også på turen fra parkeringspladsen til grotten flere gange forsøgte at standse dem, var det dog ingenting i sammenligning med turen toget.

De ankom til grotten ad en anden vej end den de var kommet ad den første gang, men også her måtte de erkende at Gud er en mægtig Gud der kan klare selv de mest håbløse situationer.

Herren havde i et syn åbenbaret for Ketty, at hun kunne udvælge syv personer, som kunne gå ud af grotten for at hjælpe med at bære lastvognens last ind i grotten, hvor andre så stod for at tage imod det og bære det ind på lageret.

Da lastvognen var tom kørte Anton den over til den kløft, hvor de var gået over regnbuebroen. Da Ole nogle dage senere kom ud fra grotten for at hente nogle "gæster" ved toget, kunne han se at lastvognen var væk, da han så nærmere efter kunne han se, nogle få resterne af den lå i bunden af kløften, det meste af lastvognen var blevet ført væk med strømmen.

De pinsler og den totur de gæster der kom, havde været ude for var taget til i grusomhed og umenneskelighed. Mange af gæsterne kunne fortælle om, hvordan Det Ny Babylon var blevet som et vildt dyr i dens jagt på Guds sønner og døtre.

1Pet 5, 8 Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge;

Åb 13, 6-8 Det (Det Ny Babylon) åbnede munden til bespottelser mod Gud, det spottede hans navn og hans bolig og dem, der har bolig i himlen. Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem, og det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog.

Åb 13, 14-18 Det (Det Ny Babylon) forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.

Her er det igen Det Ny Babylon der er omtalt og den åndelige og fysiske magt det vil få over jordens befolkning. I dag kan det være meget svært at forstå, men Det Ny Babylon vil gennemføre så drastiske ændringer inden for EU og i USA at det kun er de der følger Det Ny Babylon, som vil kunne købe det daglige brød og de nødvendige klæder.

Det Ny Babylon forsøger, at vise sig på en måde, så ingen fatter mistanke om de virkelige hensigter.

2Kor 11, 14 Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.

Det Ny Babylon vil på alle måder forsøge at modarbejde Guds riges principper, hvilket følgende udtalelse også viser:

"Vi vil arbejde på tværs af Guds formål. Vi vil styrke de der ønsker at tilsidesætte Guds mindesmærke, den syvende dags sabbat. På den måde vil vi vise verden, at den dag, som er velsignet og helliget af Gud, er blevet forandret. Den dag skal ikke leve i menneskers erindring. Vi vil udslette mindet om den. I dets sted vil vi sætte en dag, der ikke bærer Guds stempel, en dag, som ikke kan være et tegn mellem Gud og hans folk. Som Guds stedfortræder vil vi ophøje os selv. Den første dag (søndag) vil blive ophøjet, og den protestantisk verden vil modtage den, som den syvende dag, som den oprindelige, helligdag, sabbatten. Ved ikke at overholde den sabbat, som Gud har indstiftede, vil den bringe hans lov i ringeagt. Og ordene: " Et tegn mellem mig og Eder fra slægt til slægt for at I skal kende, at jeg er Herren. (2Mos 31,13) vil vi overføre til den dag vi har valgt og således vil verden blive vores, og vi vil blive jordens hersker, verdens prins. Vi vil kontrollere sindene, således at Guds Sabbat vil blive genstand for foragt. Et tegn? Ja, vi vil gøre overholdelse af den syvende dag til utroskab mod de jordiske myndigheder. Menneskelige love vil blive gjort så strenge, at mænd og kvinder ikke tør holde den syvende dags Sabbat. Af frygt for at mangle mad og klæder vil de følge verden og overtræde Guds lov. Verden vil bliver da helt under vort herredømme."

Mange af gæsterne kunne fortælle om, hvordan Det Ny Babylon ofte i sin jagt af Guds sønner og døtre pinte og dræbte uskyldige kvinder og børn.

Tusinder blev fængslet og dræbt, men andre trådte til for at udfylde deres plads. De, der blev martyrer for troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig og regnedes af ham for sejrvindere. De havde stridt den gode strid og ville modtage herlighedens krone ved Kristi genkomst. De kristnes lidelser førte dem nærmere hinanden og nærmere deres forløser. Det eksempel, de viste, mens de levede, og det vidnesbyrd, som de aflagde, når de døde, var en stadig anbefaling til fordel for sandheden. Og hvor man mindst skulle vente det, trådte nogle af Det Ny Babylons undersåtter ud og gik ind under Kristi banner.

Skønt Paulus til sidst blev spærret inde i et romersk fængsel berøvet himmelens lys og luft, afskåret fra sin travle virksomhed i evangeliets gerning, og hvert øjeblik ventende sin dødsdom henfaldt han dog ikke til tvivl eller modløshed. Fra den mørke fængselscelle kom hans sidste vidnesbyrd, fyldt med en ophøjet tro og et mod, som har inspireret helliges og martyrers hjerte ned gennem alle de påfølgende århundreder. Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet og bevaret troen. I øvrigt henligger retfærdighedens krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige dommer, skal give mig på hin dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som har elsket hans åbenbarelse. (2Tim 4,7-8)

Disciplene var ikke udstyret med martyrernes mod og styrke, men når de fik behov for det blev Frelserens løfte om nåde opfyldt. Da Peter og Johannes aflagde vidnesbyrd for det jødiske råd, "undrede mængden sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus." Apg 4,13. Om Stefanus siges der, at "alle de, der sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt". Mennesker "kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte". Apg 6,15. 10. Og da Paulus skriver om sit eget forhør ved kejserens domstol, siger han: "Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig. Men Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende, og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab." (2Tim. 4,16-17)

Ikke engang livet selv må købes på bekostning af sandhed. Ved et ord eller et nik kunne martyrerne have fornægtet sandheden og reddet deres liv. Ved at gå med på, at kaste et eneste korn røgelse på afgudsalteret kunne de være sparet for pinebænken, skafottet eller korset. Men de værgrede sig ved at vise falskhed i ord eller i handling, selv om livet var den gave, de ville få ved at gøre det. Fængsel, tortur og død med en ren samvittighed bød de velkommen frem for udfrielse på betingelse af bedrag, usandhed og frafald. Ved sandfærdighed og tro på Kristus fortjente de uplettede kjortler og juvelbesatte kroner. I Guds øjne var deres liv ædelt og ophøjet fordi de holdt fast ved sandheden under de sværeste forhold.

Guds tålmodighed er til ende. Verden har kastet vrag på hans nåde, foragtet hans, kærlighed og trampet på hans lov. De ugudelige har overskredet nådetidens grænser, Guds Ånd, som de gudløse stædigt har nægtet at modtage, er blevet trukket tilbage. Uden den guddommelige nådes skjold er de uden beskyttelse mod Satan, som vil kaste jordens befolkning ud i den sidste store trængsel. Når Guds engle ikke længere holder de menneskelige lidenskabers voldsomme storme i ave, vil alle stridens elementer, blive sluppet løs. Hele verden vil blive ramt af en ødelæggelse, der er værre end den, der overgik Jerusalem.

Ligesom de samaritanere, der havde ladet sig bedrage af troldmanden Simon, lader menneskeheden, fra de mindste til de største, sig bedrage af disse trolddomskunster og råber: Dette er "den Guds kraft, som man kalder den store". Apg 8,10. Men Guds sønner og døtre vil ikke blive bedraget. Den falske Kristus forkynder en lære, som er i modstrid med den hellige skrift. Han velsigner dem, der tilbeder dyret og dets mærke, dem, om hvilke Bibelen siger, at de skal drikke af Guds ublandede harme.

Skriften lærer at: "Ligesom lynet der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." Matt 24,27. "Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, Amen." Åb 1,7. "Thi Herren selv skal stige ned fra himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og en Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå;" 1Tess. 4,16. "Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtige basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himmelens yderste grænser." Matt 24,30-31. Kun de, der flittigt har studeret Bibelen og taget imod kærligheden til sandheden, vil blive værnet mod det frygtelige bedrag, som besejrer verden. Ved hjælp af Bibelens vidnesbyrd vil disse mennesker genkende bedrageren trods hans forklædning.

Prøvelsens tid kommer til alle. Når menneskene bliver sigtet i fristelsens sold, skal det vise sig, hvem der er sande kristne. Er Guds sønner og døtre så fast forankret i Guds ord, at de ikke vil tro på det, de ser med deres egne øjne?

Vil de i en sådan krise klamre sig til Bibelen og den alene?

Hvis det er muligt, for Det Ny Babylon vil de blive forhindret i at berede sig til at stå fast på hin dag. Man vil gøre store anstrengelser for ordne det således, at vejen spærres for dem. man vil besnære dem med jordiske skatte eller lægge en stor og tung byrde på dem, så at deres hjerter optages af livs bekymringer og prøvelsens dag kommer over dem som en tyv.

Det Ny Babylon vil fortsætte med sit dobbeltspil, og give det udseende af at det er den store velgørere. Man vil med forblændede undere få hele verden i sin magt, og på samme tid vil de forårsage uroligheder, blodsudgydelser og ulykker, som Guds sønner og døtre vil få skylden for. Man vil også forårsage naturkatastrofer over alt på jorden, for på denne måde at øge hadet til Guds folk. Gud vil ikke tvinge noget menneskes vilje eller samvittighed, Det Ny Babylon, derimod vil benytte sig af de frygteligste ting for at få kontrol over menneskene og for at få dem til at tilbede ham. Satans arbejde vil være i overensstemmelse med menneskenes vilje, men imod Guds hellige lov.

I den sidste kamp vil sabbatten blive det specielle stridsspørgsmål for hele den kristne verden. Verdslige ledere og gejstlige vil slutte sig sammen for at gennemtvinge helligholdelsen af søndagen, og hvis lempelige midler ikke kan gøre det, vil der blive udstedt meget strenge love.

Det vil blive gjort gældende, at de få, som modsætter sig en kirkelig forordning og en af landets love, ikke burde tåles, der blive udstedt en lov mod dem, der helligholder det fjerde buds sabbat. Ifølge denne lov har de gjort sig fortjent til den strengeste straf, og den giver folket tilladelse til efter en bestemt tids forløb at slå dem ihjel. Romerkirken i den gamle verden og den frafaldne protestantiske i den nye verden vil anvende en lignende fremgangsmåde over for dem, der overholder alle de guddommelige forskrifter.

Når kristenhedens herskere har vedtaget en lov mod dem, der adlyder Guds bud, således at de er uden statens beskyttelse og prisgivet dem der ønsker at tilintetgøre dem, vil Guds sønner og døtre flygte fra byerne og landsbyerne og samle sig i grupper i ensomme, fjerntliggende egne. Mange vil søge op i bjergenes fæstninger. Ligesom de kristne i Piemontes dale vil de gøre jordens tinder til deres helligdomme og takke Gud for klippeborgene. Es 33,16. Men mange af alle folkeslag og samfundsklasser, høje og lave, rige og fattig, sorte og hvide, vil blive udsat for det mest uretfærdige og grusomme slaveri. Guds elskede børn vil opleve nogle dystre dage, bundne i lænker indespærrede bag fængslets tremmer, dømte til døden, nogle tilsyneladende henvist til at dø af sult i mørke afskyelige fangehuller. Intet menneskeligt øre hører deres stønnen, og ingen menneskelig hånd er rede til at yde dem hjælp.

Men Herren vil ikke glemme sit folk i denne tunge time? Glemte han den trofaste Noa, da verden blev straffet før syndfloden? Glemte han Lot, da der kom ild ned fra himmelen og fortærede byerne på sletten? Glemte han Josef da denne i Ægypten var omgivet af afgudsdyrkere? Glemte han Elias, da Jesabels ed truede ham med at komme til at lide Ba'als profeters skæbne? Glemte han Jeremias, da denne sad i en mørk og dyster hule i fangehuset? Glemte han de tre trofaste mænd i den gloende ovn eller Daniel i løvekulen?

Når Guds straffedomme falder på jorden, vil de ugudelige dø af sult og tørst. Men Kristus vil ikke forlade dem der er æblet i hans øje, og som han har købt med sit dyrebare blod. Selv om Guds folk lider og mangler føde vil de ikke omkomme. Hellige engle vil sørge for at de retfærdige får føde og vand. Jesus sagde til sine disciple: Tænk på ravnene, de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskamre eller lade, og dog giver Gud dem føden, hvor langt mere værd end fuglene er ikke I. Luk 12,24. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså ikke, I er mere værd end mange spurve. Matt 10,29-31.

Men for menneskeøjne vil det se ud, som om Guds folk snart må besegle deres vidnesbyrd med deres blod, sådan som martyrerne måtte før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i fjendehånd. Denne tid er opfyldt af angst, og både dag og nat råber de til Gud om befrielse. De onde jubler og spørger hånligt: "Hvor er nu jeres tro? Hvorfor redder Gud jer ikke ud af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?" Men de ventende husker Jesu død på Golgatas kors, og at ypperstepræsterne og rådsherrerne spottende råbte: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt 27,42. Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter røber deres indre kamp. De er alle blege, men de ophører ikke med deres inderlige bønner.

Hvis mennesker havde guddommelig synskraft, ville de se skarer af engle, som er vældige i kraft, opstillet omkring dem, der har bevaret ordet om udholdenhed i Jesus. Med blid medfølelse har englene iagttaget deres kvaler og hørt deres bønner. De afventer deres leders befaling til at rive dem ud af faren, men de må vente endnu en liden stund. Guds folk må drikke kalken og døbes med dåben. Den udsættelse, som er så smertelig for dem, er det bedste svar på deres bønner. Mens de forsøger at vente tillidsfuldt på, at Herren skal gribe ind, nødes de til at udøve tro og bevare håbet og udholdenhed, hvilket de har gjort i alt for ringe grad i deres religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil deres trængselstid alligevel blive forkortet.

Himmelske væsener har grebet aktivt ind i menneskenes anliggender. De har vist sig i klædninger, der skinnede som lyn, og de er kommet i skikkelse af mænd klædt som vejfarende. Engle har i menneskes skikkelse vist sig for Guds, mænd. De har hvilet under egetræerne ved middagstid, som om de var trætte. De har taget imod gæstfrihed i menneskers hjem. De har om natten været førere for vildfarne rejsende. De har med egne hænder tændt ilden på alteret. De har åbnet fængsels døre og befriet Guds tjenere. Klædt i himmelsk rustning kom de for at rulle stenen væk fra Frelserens grav.

Engle er ofte til stede i menneskeskikkelse, når de retfærdige samles. De besøger også de ondes forsamlinger, som da de drog til Sodoma for at udarbejde en rapport over indbyggernes gerninger, så det kunne afgøres, om de havde overskredet grænsen for Guds langmodighed. Herren er barmhjertig, og af hensyn til de få, som virkelig tjener ham, forhindrer han katastrofer og forlænger freden for mange. De, der synder mod Gud, aner ikke, at de kan takke de få trofaste, som de ynder at latterliggøre og undertrykke, for deres liv.

Skønt denne verdens herskere ikke ved det, har engle ofte deltaget i deres rådslagninger og taget ordet. Menneskeøjne har været rettet imod dem, og menneske ører har hørt deres ord. Menneskelæber har udtalt sig imod deres forslag og gjort nar af deres råd, og menneskehænder har angrebet og mishandlet dem. I rådsforsamlingerne og retssalene har disse himmelske sendebud vist et dybtgående kendskab til menneskenes historie. De har vist sig bedre egnede til at tale de undertryktes sag end selv de dygtigste og mest veltalende forsvarere. De har kuldkastet planer og forhindret ondskab, som i høj grad ville have sinket Guds værk og voldt hans folk stor lidelse. I farens og nødens stund slår "Herrens engel lejr om dem, der frygter ham, og frier dem". Sl 34,8.

Efter et kort ophold i grotten kaldte Herren sine trofaste tjenere tilbage til arbejdet med at advare mod Det Ny Babylon og konsekvenserne ved at følge Det Ny Babylons ubibelske lære. Det var nu snart længe siden at Ib også var blevet kaldt tilbage til verden for at udfordre Det Ny Babylon og advare mod dens gudsbespottelige lære.

Der var altid travlhed i grotten, og der var nok at gøre med de gæster, som Herren sendte til dem. Tiden fløj derfor af sted og uger blev til måneder og måneder til år og selv om der ikke blev talt om det vidste alle at de ikke for altid skulle blive i grotten, at det alt sammen en dag ville være slut, at der ikke ville komme flere gæster. Men det kom alligevel, som en overraskelse da de alle blev klar over at vandet i vandfaldet var aftagende og at elektrikeren var nød til helt at lukke for elforsyningen til flere af de ting, man indtil nu havde nyt godt af, på grund af den rigelige elforsyning.

En enkelt engel dræbte alle Ægyptens førstefødte og fyldte landet med sorg. Da David var ulydig mod Gud ved at tælle folket, var det en engel, der forårsagede den frygtelige ødelæggelse, hvormed hans synd blev straffet. Den samme ødelæggende magt, som de hellige engle betjener sig af, når Gud befaler det, vil blive benyttet af onde engle, når Gud tillader det. Styrkerne er nu parat, og de venter kun på at få Guds tilladelse til at sprede ødelæggelse overalt.

Frygtelige syner af overnaturlig art vil snart åbenbares på himmelen som tegn på undergørende dæmoners virksomhed. Dæmoners ånder vil gå ud til jordens konger og til hele verden for at bedrage dem og tilskynde dem til at forene sig med Det Ny Babylon i den sidste kamp mod Himmelens styre. Disse Satans redskaber vil bedrage både regenter og undersåtter. Mennesker vil stå frem og foregive, at de er selve Kristus, og de vil gøre krav på den titel og den tilbedelse, som tilkommer verdens frelser. De vil foretage mirakuløse helbredelser og vil påstå, at de har modtaget himmelske åbenbaringer, som er i modstrid med Bibelens vidnesbyrd.

Som højdepunktet i det store bedrageriske drama vil Satan selv udgive sig for Kristus. Kirken har længe foregivet at betragte Frelserens genkomst, som sit håbs, fuldbyrdelse. Nu vil den store bedrager få det til at se ud, som om Kristus var kommet igen. I forskellige egne af verden vil Satan vise sig for mennesker som et majestætisk og strålende væsen, som ligner den beskrivelse af Guds søn, som Johannes har givet i Åbenbaringen. Åb 1,13-15. Den herlighed, som omgiver ham, overgår alt, hvad menneskeøjne hidtil har set. Et triumferende råb giver genlyd over jorden: "Kristus er kommet! Kristus er kommet!" Folk kaster sig tilbedende i støvet for ham, og han løfter sine hænder og velsigner dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var på jorden. Hans stemme er mild og dæmpet, men vidunderligt melodiøs. I en blid og medfølende tone forkynder han nogle af de vidunderlige sandheder, som Frelseren udtalte. Han helbreder folks, sygdomme, og derefter siger han stadig iført Kristi skikkelse at han har gjort søndagen til sabbat, og at alle skal helligholde den dag, som han har velsignet. Han erklærer, at de, der fortsætter med at helligholde den syvende dag, vanhelliger hans navn ved at nægte at lytte til de engle, som er blevet sendt til dem med lys og sandhed. Dette er det store, næsten uimodståelige bedrag.

Afslutningen vil komme hurtigere, end menneskene venter. Hveden vil blive samlet og bundet i neg og anbragt i Guds lade, og klinten vil blive bundet i knipper og kastet i ødelæggelsens ild. De himmelske engle vedbliver trofast med at stå vagt. Skønt der ved lov er fastsat et tidspunkt, på hvilke de, der holder Guds bud, må dræbes af deres fjender vil disse i visse tilfælde komme loven i forkøbet og forsøge at berøve dem livet før den bestemte tid. Men ingen kan komme forbi de mægtige vagtposter, som omringer alle de trofaste sjæle. Nogle angribes på deres flugt fra byer og landsbyer, men de sværd, som løftes mod dem, sønderbrydes og falder til jorden som knækkede strå. Andre forsvares af engle, der optræder i stridsmænds skikkelse. I alle tidsaldre har Gud benyttet hellige engle til at undsætte og befri sit folk.

Når det tidspunkt, som er fastsat i loven, nærmer sig, vil folk sammensværge sig for at udrydde den forhadte gruppe af Guds sønner og døtre. Det vil blive besluttet i løbet af en nat at slå et afgørende slag, som fuldstændig skal kvæle den røst, som protesterer og irettesætter. Guds folk, nogle i fængselsceller og andre skjult på ensomme steder i bjerge og skove beder stadig om Guds beskyttelse, mens flokke af bevæbnede mænd, som tilskyndes af hærskarer af onde engle, overalt forbereder det dødbringende slag. Med triumfskrig, hånsord og spotske udbrud skal onde mænd lige til at styrte sig over deres bytte, men i det samme sænker et mørke, der er dybere end nattens mulm, sig over jorden. Derpå dannes der en regnbue, som skinner af herlighed fra Guds trone, tværs over himmelen, og den synes at omkredse enhver af de bedende grupper. De vrede menneskemasser gør pludselig holdt. Deres hånlige råb dør bort. De har glemt dem, der var genstand for deres morderiske raseri. Opfyldt af bange anelser stirrer de på symbolet på Guds pagt og længes efter at finde ly for dets blændende glans.

Guds sønner og døtre hører en klar og melodisk stemme, som siger: "Se op!" Og da de løfter blikket mod himmelen, ser de pagtens regnbue. De sorte, truende skyer, som skjulte himmelen, har delt sig, og ligesom Stefanus stirrer de op imod Himmelen og ser Guds herlighed og Menneskesønnen, der sidder på sin trone. Han har guddomsskikkelse, men de ser alligevel hans ydmygelses mærker og fra hans læber hører de den begæring som han fremsætter for Faderen og de hellige engle: "Fader! Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig." Joh 17,24. Nu høres en anden røst, en melodisk og triumferende stemme, som siger: "De kommer! De kommer! Hellige, uskadte og ubesmittede, De har holdt fast ved mit ord om udholdenhed, og de skal vandre blandt englene," Og med blege, skælvende læber opløfter de, der har bevaret troen, et sejrs råb.

Det er ved midnat, at Gud viser sin magt og befrier sit folk. Solen kommer til syne og skinner i al sin glans. Tegn og undere følger i hurtig rækkefølge. De gudløse ser til i rædsel og undren, mens de retfærdige med højtidelig glæde betragter tegnene på deres befrielse. Alt i naturen synes ændret. Vandløbene standser. Mørke, tunge skyer stiger op og støder mod hinanden. Men midt på den formørkede himmel er der et skyfrit sted, som lyser med ubeskrivelig herlighed, og hvorfra Guds røst høres. Den lyder som en brusen af mange vande og siger: "Det er sket!" Åb 16,17.

Stemmen ryster himmelen og jorden. Der kommer et vældigt jordskælv. Hele himmelhvælvingen synes at åbne og lukke sig. Herligheden fra Guds trone synes at bryde igennem. Bjergene skælver som siv for vinden, og store klippeblokke kastes til alle sider. Der lyder et brøl som af et kommende uvejr. Havet piskes, så bølgerne rejser sig. Hvirvelstormens hvin lyder som røsten af onde ånder, der er på ødelæggelsestogt. Hele jorden hæver sig og svulmer som havets bølger. Dens overflade sønderbrydes. Dens grundvolde synes at give efter. Bjergkæder synker i grus.

Beboede øer forsvinder i havet, med deres levende last. De havnebyer, som er blevet lige så syndige som Sodoma, opsluges af de vrede bølger. Center tunge hagl anretter stor ødelæggelse. Åb 16,19-21. Jordens stolteste byer går til grunde. De fyrstelige paladser, på hvilke verdens, store har ofret vældige summer for at forherlige sig selv, falder i ruiner for deres øjne. Fængselsmure styrter sammen, og Guds folk, som har været holdt indespærret for deres tros skyld, sættes i frihed.

Gennem en rift i skyerne skinner en stjerne, hvis glans forøges mange gange i kontrast med mørket. Den bringer bud om håb og glæde til de trofaste, men om vrede og strenghed til dem, der har overtrådt Guds lov. De, der har ofret alt for Kristus, er nu i sikkerhed, som var de skjult i Guds hytte. De er blevet sat på prøve, og for verden og for sandhedens foragtere har de vist deres troskab mod ham, der døde for dem. En vidunderlig forandring viser sig hos alle dem, der var loyale, skønt døden truede dem. De er pludselig blevet udfriet af det frygtelige tyranni, som blev udøvet af mennesker, der var blevet forvandlet til dæmoner. Deres ansigter, der før var blege, ængstelige og forpinte, lyser nu af forundring, tro og kærlighed. Deres stemmer løfter sig i jublende sang: "Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angsten, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde." Sl 46,2-4.

Mens disse ord, der udtrykker deres hellige tillid stiger op mod Gud, forsvinder skyerne, og den stjernestrøede himmel kommer til syne i strålende kontrast til den mørke og vrede himmelhvælving ved dens sider. Den himmelske stads herlighed strømmer ud gennem de åbne porte. Så viser der sig på himmelen en hånd, som holder to sammenlagte stentavler.

Hånden åbner tavlerne, og de ti bud kommer til syne. De ser ud, som var de skrevet med ild, og ordene er så tydelige, at alle kan læse dem. Hukommelsen vågner, overtroens og vildfarelsens mørke forjages fra hvert et sind, og Guds ti bud korte, omfattende og myndige bud fremvises for alle jordens beboere. Vidunderlig, O hvilken vidunderlig oplevelse.

Det er umuligt at beskrive den rædsel og fortvivlelse, som nu opfylder dem, der har trampet på Guds hellige forskrifter. Gud gav dem sin lov, og de kunne have sammenlignet deres karakter med den og have lært deres mangler at kende, mens der endnu var lejlighed til at angre og forbedre sig; men for at opnå verdens gunst tilsidesatte de loven og lærte andre det samme. De har forsøgt at tvinge Guds folk til at vanhellige hans sabbat. Nu fordømmes de af den lov, de har foragtet. De ser med uhyggelig klarhed, at de ikke har nogen undskyldning. De valgte selv, hvem de ville tjene og tilbede. "Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham." Mal 3,18.

Guds lovs fjender, fra ordets forkyndere til de laveste, får en ny forståelse af sandhed og pligt. Nu, da det er for sent, indser de, at det fjerde buds sabbat er den levende Guds segl. For sent indser de deres falske sabbats sande natur og det svage grundlag, hvorpå de har bygget. De opdager, at de har kæmpet imod Gud. Religiøse forkyndere har ført sjæle til fortabelse, skønt de påstod at føre dem til Paradisets porte. Først på den endelige regnskabsdag vil det blive klarlagt, hvor stort et ansvar mænd i hellige embeder har påtaget sig, og hvor frygtelige følger deres troløshed har fået. Kun i evigheden kan vi fuldt ud bedømme tabet af en enkelt sjæl. Forfærdelig bliver dommen over ham, til hvem Gud siger: "Gå bort fra mig, du onde tjener!"

Guds røst høres fra Himmelen. Han forkynder dagen og timen for Jesu genkomst og sin evige pagt med sit folk. Som vældige tordendrøn lyder hans ord over hele jorden. Guds Israel står lyttende med opadvendte blikke. Deres ansigter oplyses af hans herlighed og stråler, som Moses ansigt strålede, da han kom ned fra Sinaj. De gudløse kan ikke udholde at se på dem. Og da velsignelsen udtales over dem, som har æret Gud ved at helligholde hans sabbat, lyder der et mægtigt sejrs råb.

Snart viser der sig i øst en lille, sort sky, som kun er halvt så stor som en mands hånd. Det er denne sky, som omgiver Frelseren, og som på afstand ser ud til at være hyldet i mørke. Guds sønner og døtre ved, at dette er Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrer de på skyen, der kommer jorden nærmere og bliver lysere og mere strålende, indtil den er en stor, hvid sky, der forneden gløder som fortærende ild og foroven er den omspændt af pagtens regnbue. Jesus kommer som en mægtig erobrer.

En talløs engleskare ledsager ham og synger lovsange med himmelsk melodi. Himmelrummet synes opfyldt af strålende skikkelser titusinde titusinder og tusinde tusinder. Ingen menneskelig pen kan beskrive dette skue, ingen dødelig kan fatte dets herlighed. Da den levende sky kommer nærmere, ser hvert øje Livets fyrste. Ingen tornekrone vansirer nu dette hellige hoved, men herlighedens krone hviler på hans hellige pande. Hans åsyn overstråler middagssolens blændende glans, "Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: KONGERNES KONGE og HERRERNES HERRE!" Åb 19,16.

I dette liv kan vi kun fatte ganske lidt af det emne, som hedder genløsningen. Med vor begrænsede opfattelsesevne kan vi bestræbe os alvorligt på at forestille os den skam og den herlighed, det liv og den død og den retfærdighed og den barmhjertighed, som mødes i korset; men selv om vi anstrenger os til det yderste, kan vi ikke fatte den fulde betydning deraf. Den frelsende kærligheds længde, bredde, dybde og højde fatter vi kun lidt af. Frelses planen vil ikke engang blive forstået helt når de genløste ser, som de selv ses, og kender, som de selv bliver kendt. Men igennem evigheden vil der til stadighed åbenbare sig nye sandheder for det undrende og taknemmelige sind. Skønt jordens sorger, smerter og fristelser er forbi og årsagen fjernet, vil Guds, folk stedse have en klar og levende forståelse af, hvad deres frelse har kostet.

Kristi kors vil i al evighed være de frelstes videnskab og sang. I den forherligede Kristus ser de den korsfæstede Kristus. De vil aldrig glemme ham, som har magt over naturens kræfter. Ham der blot ved et ord kan få de mægtige engle til at gøre hans vilje, og få hævn over, hans fjender. Guds elskede, himmelens majestæt, ham der blev hånet, pint og som døde for at syndere kan frelses. Universet vil aldrig ophøre med at undres og frydes over, at han, der skabte alle verdener, han der råder over alt og alle, lagde sin herlighed fra sig og ydmygede sig af kærlighed til menneskene. Når de frelstes hærskare ser på deres forløser og ser Faderens evige herlighed lyse på hans åsyn, og når de ser hans trone, som er fra evighed til evighed, og ved, at hans rige aldrig får ende, bryder de ud i jubelsang: "Værdig, værdig er Lammet, det slagtede, som har genløst os til Gud med sit eget dyrebare blod!"

Apg 1,9-11 Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen."

Åb 1,7 Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de, som har gennemboret ham; og alle jordens folkestammer skal jamre over ham. Ja, amen.