Mikkel bliver fanget.

En morgen først i august, da Mikkel var ude og gå en tur, var han både sur og gnaven for han havde ikke rigtigt fået noget at spise i mange dage, han gik i sine egne tanker og var meget nedtryk over at han ikke kunne få noget ordentlig mad og jo mere han tænkte på hvor god en mad han plejede at få, jo mere nedtrykt blev han. Om morgenen fik han cornflakes, rosiner, nødder, sukker og mælk, og et par stykker hvidt brød, med ost og marmelade. Om middagen var det en dejlig stor steg eller bøf eller andet han spiste, han var virkelig vandt til at leve af en god mad og nu var han så kommet herud, hvor han skulle have sådan noget, ja han kaldte det dyrefoder, det var bestemt ikke noget der var beregnet for mennesker, efter hans opfattelse.

Medens han gik der i sine egne tanker og bliver mere og mere sur, og mere og mere opsat på at han vil have noget god mad, tænker han slet ikke på hvor han gik hen og er derfor uden at tænke over det, kommet længere og længere væk fra hulen og ud til en vej der går langs med udkanten af skoven, og han opdagede ikke at to unge mænd kommer kørende lige så langsomt på deres knallerter, de råber sammen, for snakke almindeligt det kan de ikke når de kører på knallert. Medens de kører dér, taler de om at det kunne da være helt sjovt om de kunne fange en af Guds sønner og døtre der er jo en dusør på 10.000 kroner.

Pludselig ser de at der inde i skoven går en ung mand og siger til hinanden, skal vi ikke lave lidt sjov med ham, det bliver de enige om, de stiller knallerterne på vejen og springer ind i skoven.

Mikkel har slet ikke opdaget noget, før de to unge mænd var helt henne ved ham, og én af dem slår ham på skulderen.

Nå, du er måske en af Guds sønner og døtre som prøver på at flygte?

De to unge mænd troede ikke at det var en af Guds sønner og døtre, men på den måde som Mikkel reagerer på, blev de klar over, at det i virkeligheden er en af dem, for Mikkel for sammen og gav sig til at løbe.

Jamen, siger den ene af de to unge mænd, det er jo 10.000 kroner der løber dér, og så kunne det nok være at de fik fart på og satte efter Mikkel. Inden ret lang tid fangede de da også Mikkel, og holdt fast i ham og trak ham udenfor skoven.

Mikkel bad om nåde og frihed, men det hjælper ikke for de to unge mænd har fat på en 10.000 krone seddel, og den giver de ikke sådan slip på.

Flere gange prøver Mikkel på om han kan komme fri, men de to unge mænd holdt godt fast i ham så det lykkes ikke for ham, at slippe fra dem.

Jeg har nogle penge i banken, sagde Mikkel hvis I vil slippe mig fri vil jeg godt betale jer de 10.000 kroner i kun få i dusør.

De to unge mænd tror ikke rigtigt på at Mikkel har penge i banken, og de mente at nu havde de fat i ham, så var det bedst at sikre sig den dusør de kan få udbetalt.

Næ, sagde de, du skal med ind til kommandanten, det er ham der udbetaler dusøren, og så kommer du sikkert også i forhør, men det er noget han afgør, der er ganske vist nogle kilometer ind til det sted hvor kommandanten bor, men det gør ikke noget, sagde den ene af de unge mennesker, jeg kender en gårdmand lige her ovre og han har bil, jeg er helt sikker på at vi kan få ham til at køre for os, og så trak de af sted med Mikkel.

Langt om længe kom de hen til gårdmanden hvor de forklarer ham, at de havde fanget en af Guds sønner og døtre, og at de gerne vil have ham ind til kommandanten så hvis gårdmanden vil køre for dem, ja, så vil de give ham noget af dusøren, det var gårdmanden straks med på og kørte bilen frem. Han fandt også noget reb, så de kunne binde Mikkel.

Mikkel græder og trygler fortvivlet om, at blive sluppet fri, men der var intet at gøre, han blev simpelthen bundet med hård hånd og sat ind på bagsædet af bilen. De to unge mænd satte sig ind på hver sin side af ham, for at der ikke skal være nogen mulighed for ham at flygte.

Det Ny Babylons Kommandant boede i en by nogle kilometer derfra. Det var ham der havde ansvaret for dette område, og alle de der blev fanget i hans område, blev fremstillet for ham og han bestemte så om de skulle i forhør eller hvad der videre skulle ske med dem.

Nu er det sådan, at der er en konkurrence imellem de forskellige kommandanter, om hvem der kan fange flest af Guds sønner og døtre, og hvem der kan få mest ud af dem, så derfor er de altid parate med et skrapt forhør.

Omkring en time efter de to unge mænd var kommet ud til gårdmanden, med Mikkel var de fremme ved kommandanten. Han boede i noget der lignede et hotel, men han havde også rådighed over nogle andre bygninger som han kan bruge til formålet. Straks da de kom til kommandanten med Mikkel, kunne han se at han virkelig var en af Guds sønner og døtre, på den måde han opførte sig og græd og tryglede om at blive fri på, viste at han tilhørte denne gruppe. Kommandanten var klar over at det her virkelig var en fangst, og han bad en af sine folk om at udbetale dusøren på de 10.000 kroner til de to unge mænd og bad nogle andre om at tage sig af Mikkel og føre ham ind på sit kontor.

De to unge mænd tog straks af sted sammen med gårdmanden, som kørte dem ud til det sted hvor deres knallerter var blevet efterladt.

Da Mikkel var kommet ind på kontoret, sagde kommandanten til sine to medhjælpere, at de skulle løse de snærende bånd og lade Mikkel være fri. Det kunne Mikkel ikke rigtigt forstå noget af for han mente, at det nu ikke ville vare ret længe før han ville forsøge at flygte.

Da kommandanten og Mikkel var blevet alene på kontoret, viste det sig at kommandanten var meget venlig over for Mikkel.

Kommandantens kontor var et temmelig stort rum, hvor der var et meget stort skrivebord, der var også noget der lignede et stort spisebord, og Mikkel syntes at det var et helt hyggeligt sted at være, og specielt kunne Mikkel ikke rigtig forstå den venlighed kommandanten mødte ham med.

Vær så god, sagde kommandanten og rejste sig fra sin polstrede stol, sæt dig her og slap nu godt af. Der er muligvis sket en fejltagelse, sagde kommandanten meget venligt, men det skal vi hurtigt få fundet en forklaring på.

Hvad Mikkel ikke vidste, var, at denne kommandant var meget snu, ja, han var faktisk lige så snu som en slange. En anden ting, som Mikkel vidste noget om var, at vinduerne, i det han troede var et kontor, var panserglas og det vil sige at selv om Mikkel havde taget en stol og kastet mod glasset, så ville der ikke være sket noget med glasset. Selv dørene var specielle. Da kommandanten og Mikkel kom ind i kontoret, da blev dørene automatisk låst udefra, således at de ikke kunne åbnes inde fra, så han var faktisk ligesom i et fængsel, men det vidste Mikkel jo ingenting om.

Mikkel undrede sig bare over at kommandanten var så venlig over for ham, han havde forventet at han nu skulle i et virkeligt forhør hvor han muligvis både ville blive pint og brændt og på andre måde komme ud for et meget hårdt og grusomt forhør og han havde allerede bestemt sig til at han bestemt ikke ville sige noget som helst, og han havde også fortalt både til de to der førte ham ind, og til kommandanten, at de ikke fik noget som helst ud af ham, for han ville ikke sige noget som helst.

Men nu det her med den venlighed han var blevet behandlet med af kommandanten, og at rebene var blevet taget af ham, og han havde fået kommandantens gode stol at sidde i, ja det var mere en Mikkel kunne gennemskue.

Kommandanten vidste også godt at Guds sønner døtre levede af en elendig kost og han vidste, at noget af det de allerfleste af dem var rigtig godt trætte af, var den mad de levede af, og derfor var de godt sultne. Så derfor spurgte kommandanten Mikkel, hvad kan vi gøre for dig?

Er du ikke sulten?

Og uden at vente på Mikkels svar, trykkede kommandanten på en knap, og ind kom en ung pige – Lisa. Lisa var cirka på Mikkels alder, kommandanten præsenterede hende som den der står for madlavningen dér på stedet. Og sagde til Lisa, her har vi fået en god ven på besøg og han er måske kommet det helt forkerte sted hen, så vi må hellere sørge godt for ham.

Ja, så gerne, sagde den unge pige. Hvad ønsker du?

Mikkel er helt ved siden af sig selv, han kunne næsten ikke sige noget, han prøvede stammende at sige noget.

Lisa spurgte derfor: skal det være vegetabilsk mad eller vil du gerne have noget kød? Hvad med f.eks. en kalvesteg eller en stor dansk bøf eller … og hun nævner forskellige andre gode retter.

Mikkel som ikke havde fået noget ordentligt at spise igennem flere uger, kunne nu mærke at hans tænder løb i vand. Og han kan ikke lade være med at tænke på al den dejlige mad som pigen dér står og remser op for ham, og endelig bestemmer han sig for at han gerne vil have kalvesteg.

Hvad med en dessert, spørger Lisa, kunne du tænke dig is, frugt måske en lagkage eller er der noget andet du kan tænke dig?

Mikkel er helt fuldstændig forvirret, han aner ikke hvad han skal sige, men den gode mad er mere end han kan stå for og han bestemmer sig for at han gerne vil have is som dessert.

Så gerne, siger Lisa, og hvad med noget at drikke, hvad kunne du tænke dig? vil du have lyst øl, juice, eller er der andre ting du kunne tænke dig?

Mikkel valgte en lys øl.

Mikkel var fuldstændig desorienteret over al den venlighed han har mødt, og han spekulerer på om ikke det er en fejltagelse, sådan som også kommandanten har været inde på, så derfor er Mikkel nu ved fuldstændig at glemme alt om at han ville flygte fra dette sted, så snart det kunne lade sig gøre.

Det haster vel ikke med at komme tilbage, spurgte kommandanten.

Efter alt det der er sket, har Mikkel efterhånde meget svært ved at se noget farligt i at være her. Han havde ventet et hårdt forhør, med grusomme forhørsmetoder, men alle er så venlige at Mikkel ved slet ikke hvad han skal gøre.

Da Mikkel ikke umiddelbart svarer på kommandantens spørgsmål, sagde han, i det han trykker på en knap, du bliver vel her i nat for nu er det efterhånden ved at være sidst på dagen og vi er ved at forberede et godt måltid mad til dig, så jeg har lige kaldt på en af mine medarbejdere som han kan vise dig et værelse hvor du kan sove i nat.

Kommandanten tager ganske blidt Mikkel under armen og fører ham hen til den modsatte dør hvor en tjener nu kommer ind.

Mikkel har ikke set den tjener før, men Kommandanten siger til tjeneren: Klaus, vil du vise Mikkel et værelse, han bliver her hos os i nat.

Det er sådan, at både Lisa og Klaus er helt klare over kommandantens forhørsmetoder og de er helt med på at dette er en psykologisk forhørsmetode som er væsentlig mere grusom end at blive brændemærket med glødende jern og pint på forskellige andre måder. Det har vist sig at denne metode er særdeles effektiv og det ser det jo også ud til at være over for Mikkel.

Klaus beder nu Mikkel om at følge med sig, de går hen ad en lang gang, hen til et værelse hvor Klaus viser Mikkel ind. Der er en dejlig seng med dejligt sengetøj i, det ligner fuldstændigt et luksus hotelværelse. Der er også fjernsyn og radio på værelset. Der er et bord, en dejlig lænestol og i rummet ved siden af er der et mindre badeværelse. Klaus viser Mikkel at der er en god Rukolås i døren så Mikkel kan låse døren fra den indvendige side.

Hvad Klaus ikke viser er, at glasset i vinduerne er af panserglas, og hvad han heller ikke viser er at denne Rukolås kun virker tilsyneladende, den virker godt nok når Mikkel låser den, men hvis én eller anden udefra, ønsker at komme ind, så virker låsen ikke. Men, derimod er der udvendigt en anden lås som Klaus ikke omtaler, denne lås, låser automatisk døren således at selv om Mikkel låser sin lås op, så kan han alligevel ikke komme ud. Så i stedet for at være et dejligt hotelværelse, så er det faktisk en fængselscelle, men alt dette ved Mikkel intet om. Tvært imod, så føler Mikkel at dette sted er et venligt og rart sted at være, og han tænker allerede på hvor rart det skal blive at komme i en god seng til natten. Det her er jo en helt anden tilværelse end den ude i skoven, det er en hel drømme tilværelse. Mikkel har aldrig i sit liv oplevet noget lignende, sådan en god mad som nu er ved at blive tilberedt til ham og sådan et dejligt værelse, han må da næsten knibe sig selv i armen for at være sikker på at det ikke bare er en drøm. Men, det er ikke nogen drøm, for da de kom tilbage til kontoret kunne Mikkel se at på det bord, som han havde forestillet sig var et spisebord, var der nu lagt en hvid dug på og der var sat mad frem. Maden var fint anrettet, således at det så rigtigt lækkert ud, alt var det fineste og bedste og Mikkel kunne se at det var mad der måtte smage virkelig dejlig, han kunne næsten ikke vente med at sætte tænderne i al den gode mad.

Medens Mikkel havde været henne for at se værelset hvor han skulle sove, havde kommandanten været inde på en computer for at se hvem Mikkel var og hvordan hans forhold var. Det var nemlig således at da Mikkel, første gang, blev ført ind så havde de to tjenere tømt hans lommer for alt og derfor vidste kommandanten hvad Mikkel hedder og lidt om hvem han er, men for at få mere detaljerede oplysninger så havde kommandanten været inde på computeren for at se om han er gift, om har børn osv. Kommandanten havde også fået fremskaffet et kort over den skov hvor Mikkel var blevet taget til fange.

Kommandanten sagde til Mikkel: det skal blive dejligt med et godt måltid mad nu og det var Mikkel helt enig med kommandanten i.

Mikkel kunne dog ikke få lov til at spise, selv om han meget gerne ville.

Kommandanten tog nu Mikkel og førte ham hen til sit skrivebord, i stedet for hen til spisebordet hvor alle de dejlige retter stod, og så siger han til Mikkel: Hvordan er det, er du gift, eller…?

Kommandanten lod som om han ikke vidste det.

Mikkel nikkede.

Har du også børn, er det en lille pige du har, spørger kommandanten?

Ja, svarede Mikkel stille.

Jamen, det er da noget sørgeligt noget, kan vi ikke invitere dem også, det er ganske vist lidt vanskeligt for os da vi ikke rigtig ved hvor de er. Hvor er de for resten?

De er vel der ude i den skov hvor du blev hentet?

Mikkel nikkede frem for sig.

De må da have en ynkelig tilværelse der ude i skoven, sagde kommandanten medlidende, det var da meget bedre hvis de var her og kunne få noget af den gode mad og så kunne vi sørge for at i fik en større lejlighed hvor i kunne bo, indtil i fandt noget andet.

Mikkel han var helt omtumlet, fuldstændigt forvirret, nærmest som i en døs. Det eneste han tænkte på var den her gode mad der stod på bordet der foran ham, duften af maden kildrede i hans næsebor og tænderne løb i vand.

Kan vi hente dem, den lille pige der ude, hvor gammel er det hun er?

Otte år, sagde Mikkel, sådan helt fraværende.

Mikkel ser hele tiden hen på maden og han længes efter at sætte tænderne i den.

Hvor er det de er henne, kunne du ikke vise mig det her på kortet, spørger kommandanten og tager Mikkel i armen og fører ham nærmere til skrivebordet hvor han har bredt et kort over skoven ud.

Dér siger Mikkel og peger på skoven, cirka det sted hvor hulen er.

Det var fint siger kommandanten, nu må du sætte dig hen og lade maden smage dig.

Mikkel får nu lov til at gå hen og spise, for nu ved kommandanten alt hvad han ønsker at vide. Nu ved han at moderen og den lille pige er ude i skoven og han ved også sådan cirka hvor i skoven han kan finde dem.

Mikkel havde med sin opførsel både før og efter at han var blevet fanget og nu også her ved kommandanten meget tydelig vist at han var en kristen, men at han ikke tilhørte Guds sønner og døtre.

Kommandanten gik nu ind ved siden af hvor skovrider Hansen venter på ham, det er den skovrider der har ansvaret for den skov hvor hulen er. Kommandanten havde sendt bud efter ham, så snart de havde fanget Mikkel og han havde bedt skovrideren komme ind til kommandantens kontor så hurtigt som muligt.

Kommandanten spørger skovrider Hansen om det kan passe at der på dette sted, ude i skoven, er gode muligheder for at gemme sig?

Skovrideren der jo kender sin skov godt, svarer, ja, det er der. Det er et stykke skov som faktisk ligger hen og det er ikke rigtigt et sted hvor vi kan skove noget træ, det er et meget vildsomt stykke med en del gode gemmesteder.

Kommandanten siger nu til skovrideren, vi må nok hellere sende et helt kompagni folk ud for at hente moderen og datteren, sådan at vi kan slå en ring rundt om det stykke af skoven, således at hvis der er flere, at de så ikke slipper fra os. Der kan jo være mulighed for at der er flere end moderen og datteren.

Skovrider Hansen kan ikke rigtigt forstå det her, så han spørger: Hvad skal der ske med dem?

De skal fanges, siger kommandanten. Nu er hans venlighed forsvundet. De skal fanges siger han.

Jamen, hvad skal der ske med dem, bliver de ikke behandlet godt, spørger skovrider Hansen.

Godt, siger kommandanten, de hunde, de får hvad de har fortjent.

Jamen, siger skovrideren, du sagde da noget om, hvis de kom her ind så kunne de fået noget god mad og en stor lejlighed, indtil de fandt noget andet at bo i.

Ha, næh, de hunde, de kan komme i hundehullet ovre i den anden afdeling, denne afdeling her, den er kun beregnet til at vi kan få de oplysninger vi ønsker.

Skovrideren var nu klar over, at der foregik nogle ting, som han bestemt ikke kunne være med til, men det turde han ikke sige til kommandanten, for så var han bange for at han ville blive sat i fængsel, derfor skovrideren vred nu sin hjerne for at finde ud af hvordan han bedst kunne hjælpe Guds sønner og døtre. Skovrider Hansen foreslog kommandanten, at de hellere skulle vente med at tage ud i skoven, til dagen efter fra morgenstunden, der var jo ingen fare for at de sådan lige pludselig ville flytte et andet sted hen, de ville jo nok håbe på at Mikkel ville komme tilbage så derfor mente skovrideren, at det ville være bedst at vente til dagen efter, nu var det jo også ved at være sidst på eftermiddagen og det ville snart blive mørkt så det ville vanskeliggøre eftersøgningen.

Efter nogen diskussion gik kommandanten ind på dette forslag.

Det var ikke fordi skovrider Hansen havde nogen plan om hvordan han ville gøre det, der var kun én ting der lå ham helt klart og det var at han ville hjælpe Guds sønner og døtre, han ville advare dem.

Skovrider Hansen kørte ikke direkte hjem, men kørte der imod ud til den skov hvor Guds sønner døtre skjulte sig og på hele turen ud til skoven tænkte han på hvordan han bedst kunne finde moderen og barnet, for han var ikke sikker på at der kunne være andre end de to.

Det var begyndt at regne og blæse, det var et rigtigt grimt vejr. Han kunne med god samvittighed være kørt hjem, men han følte alligevel at han måtte ud og advare dem.

Da skovrideren kom ud til skoven, fandt han hurtigt frem til det stykke skov hvor han mente de kunne være gemt i og det var også det skovstykke Mikkel havde udpeget på kortet. Skovrider Hansen bevægede sig rundt i skovstykket for om muligt at finde mor og barn. Det var efterhånden blevet mørkt og det vanskeliggjorde eftersøgningen meget, det regnede, alt var fedtet og nogle gange gled skovrideren og det var efterhånden ved at tage modet helt fra ham. I over en time afsøgte han området uden noget resultat. Til sidst fik han den tanke at de nok ikke var dér og heller aldrig havde været der. Klokken var efterhånden ved at være mange og han tænkte at hvis han havde været fornuftig, så ville han for længe siden været kørt hjem.

Men Guds Ånd virkede på skovrider Hansen og det gjorde den på en sådan måde at han fortsatte eftersøgningen, til sidst var han så træt og fortvivlet at han næsten ikke kunne mere, han satte sig ned på en træstub og bad til Gud om, at Han ville hjælpe ham med at finde den kristne mor og hendes datter så han kunne advare dem.

Ove var netop på vej hjem, han havde været ude i skoven for at lede efter noget brænde og pludselig hørte han skovriderens bøn. Ove gik hen til skovrideren for at høre hvem han var.

Ja, hvem er du, spurgte skovrideren?

Ja, hvem er du, spurgte Ove?

Jeg er skovrider Hansen, og det er mig der har ansvaret for denne her skov. Er du en af de kristne, jeg er på jeres side, én af jer er blevet fanget, vist nok en ved navn Mikkel og du må hjælpe mig med at advare hans kone og barn, kommandanten vil komme i morgen og omringe hele skoven og med blodhunde vil han afsøge hele skoven her, for at fange konen og barnet. Vil du love mig at du vil hjælpe mig?

Ove stod helt stille og hørte på hvad skovrideren fortalte. Skovrideren var helt ude af sig selv, men han fik alligevel fortalt det om Mikkel og han fik også fortalt Ove hvad der var på færde.

Ved du om Mikkel er blevet fanget, spurgte Ove?

Ja, det er han, sagde skovrideren, han er inde hos kommandanten, og kommandanten har på en ufin måde fået lusket ud af Mikkel, at i er gemt her ude i skoven. Jeg vil ikke være med til den slags, så derfor er jeg kommet her ud for at se om jeg kunne advare de der skjuler sig her i skoven. Kan du tage en besked med til Mikkel's kone og datter?

Ja, sagde Ove, det skal jeg nok sørge for. Tak, skovrider, sagde Ove, fordi du kom her ud for at advare os.

Jeg må hurtigt tilbage igen, sagde skovrideren, for kommandanten må ikke vide at jeg har været her.

Ove skyndte sig tilbage til hulen og fortalte de andre at han havde mødt skovrideren og hvad han havde sagt. Alle var straks klar over at det var alvor og de pakkede hurtigt deres få ejendele sammen og gjorde klar til afgang.

Den næste morgen skinnede solen og det var et dejligt vejr.

Kommandanten var tidligt oppe og han kaldte sine folk sammen, alle folkene var bevæbnede med maskinpistoler de blev kommanderet op i fire store lastbiler, de havde også hundepatruljer med og de skulle nu ud og lede efter og fange de af Guds sønner døtre som gemte sig der i skoven. Kommandanten mente at der var flere kristne samlet end blot Mikkel's kone og datter, og var derfor rigtig godt tilpas denne morgen.

Skovrider Hansen var også mødt op hos kommandanten, for han skulle være med til at finde stedet ude i skoven. Skovrideren fortalte intet om hvad han havde lavet i skoven aftenen før. Han satte sig op i jeepen ved siden af kommandanten og viste vej ud til skoven. Skovrider Hansen var godt klar over at han ikke skulle forsøge at narre kommandanten, ved at køre en omvej eller vise vej ud til et andet skovstykke for så ville han selv blive straffet, derfor førte han kommandanten direkte ud til det skovstykke som Mikkel havde udpeget på kortet. Kommandanten havde selv siddet og fulgt med på kortet under køreturen så han var ikke spor i tvivl om at skovrideren havde vist ham den rigtige og direkte vej til skoven.

Straks efter at vognene var ankommet til skoven, gav kommandanten sine folk ordre til at sidde af og derefter gav han ordre til at nogle af folkene skulle fordele sig om på den anden side af skoven, i tilfælde af at der var nogen af de kristne der ville forsøge at flygte ad den vej. Kommandanten gav ordre til at hvis de ikke kunne stoppe de flygtende, så måtte de skyde mod dem, for at stoppe dem.

Skovrider Hansen blandede sig ikke i opstillingen af kommandantens folk, skovrideren håbede blot på at de kristne var nået at flygte væk fra området, så der ikke skete dem noget.

Kommandanten uddelte sine ordrer, der var nogle med walkie-talkies som blev sat ud på forskellige poster, de skulle melde tilbage til kommandanten, hvis der var et eller andet. Så snart stykket var omringet og folkene var på plads, gav han ordre til at de skulle gå fremad i en kæde.

Skovrideren blev lidt i baggrunden, han havde ikke så travlt med at komme fremad og det fandt kommandanten også at det var helt i orden, for det var jo ham der havde kommandoen nu, han vidste jo nok hvordan en sådan sag skulle klares.

Efterhånden som de kom fremad, holdt kommandanten hele tiden kontakt med de forskellige delinger gennem deres walkie-talkies, og det varede heller ikke så forfærdelig længe før der kom en melding om at de havde fundet noget der kunne ligne en hule der havde været beboet for ikke så længe siden. Kommandanten kom hurtigt frem til stedet hvor hulen var, og ganske rigtigt, det var en hule, der havde været beboet af mennesker for ikke så længe siden, og da de fandt at der stadigvæk var gløder, dér hvor der havde været en bålplads, ja så var de klare over at der for ganske nyligt havde været mennesker dér, og de kunne nok gætte sig til, at det må have været, om ikke andre, så i hvert fald moderen og datteren. Kommandanten var overbevist om at der var flere, for de kunne ikke selv have bygget en så stor hule. Han gav nu ordre til sine folk om, at de skulle gennemsøge hver eneste stump af skoven meget grundigt, for de kristne måtte være lige i nærheden, han var sikker på at de nok stadigvæk holdt til i hulen, men at de blot var gået ud for at lede efter noget at spise.

Da de var færdige med at gennemsøge det første stykke af skoven, gav kommandanten ordre til at de skulle gennemsøge hele skoven, og det arbejde var ret så besværligt, men kommandanten forlangte at det skulle gennemføres, og det skulle være meget grundigt. Men uanset hvor grundigt de gennemsøgte skoven, så var de kristne forsvundet. Kommandanten indsatte nu hundepatruljerne i eftersøgningen, men de kunne ikke følge noget spor da det havde regnet kraftigt hele natten.

Kommandanten var rasende over at de kristne var sluppet ud af hans hænder, han følte at han havde haft dem i sin hule hånd, men det hjalp ingen ting, for de kristne var kommet væk i tide. Ikke ét eneste øjeblik fattede kommandanten mistanke til at skovrideren have advaret dem.

De var ikke spor i tvivl da Ove kom tilbage til hulen og fortalte dem at de skulle flygte med det samme.

De var også med det samme klare over at det var Gud der havde advaret dem og at de måtte flygte.

De var også klare over at det gjaldt deres liv.

De var helt klare over, at hvis de ikke var ude af skoven og et godt stykke på vej, inden det blev lyst næste morgen, så var der stor fare for deres liv, derfor pakkede de lynhurtigt deres ting. Men før de gjorde det, tog de sig tid til at holde en bøn med tak til Gud, fordi han havde sendt skovrideren for at advare dem, og Gud havde sørget for kraftig regn om natten, så hundene ikke kunne få færden af dem så de kunne følge deres spor.

De kom godt ud af skoven og var nu på vej mod syd, mod grænsen til Tyskland. Det var mørk nat og det regner og de skulle hele tiden passe meget på at der ikke var nogen som så dem. De skulle også bevæge sig lydløs, selv om de havde en del at bære på. De havde lidt mad, lidt kartofler som de havde samlet op ude på marken, lidt gulerødder, lidt korn og forskellige andre ting.