Det Ny Babylon slår til igen.

Vil du ligge og læse lidt i sengen, før du lægger dig til at sove, spurgte Ove sin kone Mary, da de var ved at gå i seng en aften sidst i maj.

Nej, svarede hun, jeg er så træt så jeg tror ikke jeg kan holde mig vågen, men hvis du vil, kan du jo bare gøre det, lyset generer ikke mig, men lad det nu ikke vare for længe før du lægger dig til at sove, det er jo allerede sent og vi skal tidligt op i morgen, vi har meget der skal ordnes før dine forældre kommer til Pinse.

Jeg tror jeg vil læse det nye Testamente igen, tænkte Ove, idet han tog sin bibel og slog op til Mattæus det første kapitel.

Mary, Mary, vågn op, vågn op Mary, Ove ruskede i hende.

Åh, er det allerede morgen, spurgte hun, jeg føler det ellers som om jeg først lige har lagt mig.

Jamen det har du også, sagde Ove.

"Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt." Matt 2,13.

"Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt," jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke komme væk fra disse ord, jeg føler det gælder os!

Mary vågnede nu helt og så på Ove, jamen hvordan er det dog du ser ud, spurgte hun? Du ligner jo en der har set et spøgelse.

Det er ikke nogen spøg, sagde Ove, det er alvor. Jeg føler det virkelig som om det er os der skal stå op og flygte.

Mary forstod nu at det var alvor og at det ikke var sjov, Ove var ude på. Jamen hvorfor, spurgte hun, hvorfor?

Jeg ved ikke hvorfor, svarede Ove, men du ved jo selv hvordan Det Ny Babylon efterhånden ude efter alle. Du husker hvordan det gik med John og Frida og børnene, de brændte inde i deres hus midt om natten, selv om det siges at det var en selvantændelse, så ved du jo nok hvad vi mener om det.

Lad os bede til Gud om at Han vil lede os til at gøre det rigtige, sagde Mary og rejste sig, de knælede nu begge ned ved sengen og bad Gud om at hjælpe dem og vejlede dem til at gøre det der var rigtigt.

Der er ingen tvivl, sagde Ove da de rejste sig.

Nej, sagde Mary, vi må skynde os, jeg vækker Hulda og du må hurtigt samle nogle af de mest nødvendige ting sammen, soveposerne, mad og sådan noget, men skynd dig.

Mindre end en halv time senere var de med Hulda ved deres side på vej over mod en lille gruppe træer ude på heden. Det var bælgmørkt og Ove lyste med lommelygten da de gik tværs over marken, så snart de var kommet over til træerne bredte de soveposerne ud og Hulda kravlede ned i sin.

Sluk lyset, hviskede Mary, hør kommer der ikke en bil?

Jo, sagde Ove, for nu gør Rolf, vores hund.

Tror du det er dem der kommer, spurgte Mary ængstelig?

Jeg ved det ikke, sagde Ove, og de gemte sig nede bag ved buskene.

Men hvis det er dem kan vi takke Gud, fordi han fik os ud af huset i tide.

Rolfs gøen blev mere og mere kraftig og arrig, der må i hvert fald være nogen sagde Ove.

Pludselig lød der et smæld, der blev helt stille.

De må have skudt Rolf, udbrød Mary.

Og se nu dér sagde Ove og pegede mod huset, se hvordan folkene danner en ring rundt om huset og med deres lommelygter lyser de rundt imellem sig, for at ingen skal kunne snige sig væk.

Se nu, åh nej, hviskede Mary, idet flammerne slikkede op omkring huset. To minutter efter stod hele huset i flammer.

Med tårer i øjnene bøjede de sig ned over deres lille pige og takkede Gud, fordi han havde reddet dem ud før det var for sent.

Hulda som ikke var faldet rigtigt i søvn, vågnede op og spurgte, hvad er det, er der noget der brænder, jeg synes det er så lyst?

Ja, svarede moderen, Det Ny Babylon har lige brændt vores hus af, men læg du dig nu til at sove igen, det gør vi også.

Den næste morgen da Hulda vågnede, forstod hun ikke lige straks hvor hun var henne, det varede kun et øjeblik så var hun klar over det.

Hvor er far hende, spurgte hun? Da hun så at moderen var alene.

Far er gået hjem i haven for at hente hvad der er af urter, sagde moderen.

Medens Ove var i færd med at grave forskellige ting op af jorden, tænkte han på nattens begivenheder og endnu engang takkede han Gud fordi de var blevet reddet ud i tide. Da han var færdig havde han en hel spandfuld af forskellige ting, ikke meget tænkte han, men alligevel fint og godt. Ove gik glad og tilfreds over mod sin kone og lille pige som lå i skyggen af træerne og ventede på ham.

Hvad Ove ikke vidste, var at en person som lå skjult i et læhegn nogle 100 meter væk på den anden side af rydningen, fulgte alle hans bevægelser med opmærksomhed, og personen havde også fulgt ham under det meste af hans havearbejde.

Dit dumme hoved, mumlede den skjulte person, da han så Ove gå direkte over til træerne vor Mary og Hulda var.

Efter at Ove havde fået tømt spanden, gik han tilbage til den rygende ruinhob og betragtede de sørgelige rester af deres dejlige hjem. Han gik forsigtigt ind imellem resterne og rodede lidt rundt, men det var forgæves, alt var blevet til aske og dog, pludselig fik han øje på noget der lignede en stor sort kasse ovre i det ene hjørne, det var dybfryseren, han banede sig vej over til den og efter nogle forgæves forsøg lykkes det ham da også at få låget åbnet. Glæde og taknemmelighed lyste ud af øjnene på ham da han så at mange af de ting der var i den var uskadte. Selvom fryseren ikke havde været hel fuld, blev det alligevel til adskillige ture, fra fryseren og over til de buske hvor moderen og Hulda lå.

Det var efterhånden langt op på dagen da Ove kunne sætte sig ned bag fyrrebuskene og betragte de mange ting han havde hentet i haven og fra fryseren. Sulte kommer vi da ikke til de første par dage, sagde Ove, efter han havde siddet og set på tingene i nogen tid, men nu må vi hellere tænke på hvad vi nu skal gøre, for vi kan jo ikke blive her. Men hvor skal vi tage hen? Efter de i nogen tid havde diskuteret dette vigtige spørgsmål, udbrød Hulda, jeg bliver helt sulten af at se på alt det mad.

Det kan jeg da godt forstå, sagde moderen, men du har jo heller ikke fået noget siden i går, jeg tror også vi andre trænger til noget, selvom om vi ikke rigtig har haft tid til at tænke på mad endnu.

Efter maden blev de enige om at de ville blive hvor de var indtil videre.

Erling blev tyndere og tyndere, det var tydeligt at se at han ikke havde det godt, det meste af tiden lå han blot og døsede på sit leje, helt afkræftet og udmattet.

Det bliver ikke ved med at gå, ret meget længere, sagde moderen en dag. Hvis du ikke snart begynder at spise noget, vil der ikke vare ret længe før du dør af sult.

Jamen, jeg bryder mig ikke om det vi får, klagede han, jeg prøver også at spise noget af det en gang imellem, men det kan jeg bare ikke.

Nej, brød faderen ind, sagen er den at du er blevet frygtelig kræsen og at vi ikke har tvunget dig til at spise den mad der blev serveret der hjemme i huset, men der fik du bare din vilje og spiste kun dine livretter og dem kan du ikke få nu, men du skal da være meget glad for at du kan få så meget forskelligt som du gør.

Men jeg kan altså ikke få de mælkebøtter og andre vilde planter ned, sagde Erling.

Men du vil måske hellere dø af sult, spurgte moderen, det at dø af sult er det samme som selvmord, og selvmordere er der ingen frelse for.

Erling begyndte at græde og lovede at han nok skulle prøve at spise lidt mere forskelligt.

Hvad ville du gøre hvis vi skulle flygte i nat, spurgte moderen, skulle vi så bære dig? Eller skulle vi bare lade dig ligge her? For gå selv kan du jo ikke i den tilstand du er. Tænk på, at du meget let kunne blive årsagen til at vi alle sammen blev fanget og slået ihjel, jeg ved godt at det ikke er alle ting det smager lige godt, men hvis du blandede de forskellige ting lidt sammen, så kunne du spise det meste, lige som vi gør det, sagde faderen.

Lad os nu tale om noget andet, brød moderen ind, jeg tror nu også at Erling vil spise sin mad i aften.

En dag midt i juni da familien Christensen sad og hyggede sig i deres lille hytte, som nu var ved at være færdig, sagde moderen pludselig, hvordan mon det går med Ove og Mary og Hulda brød Vivian ind, Hulda var syv år og var derfor på Vivians alder og hendes bedste kammerat.

Ja, sagde Frida, mon de stadig bor i deres hus, der ude på heden eller mon Det Ny Babylon har været på besøg hos dem og brændt det hele af, lige som de har gjort hos os?

Jamen mor, tror du da at Hulda er brændt inde? Tror du da ikke at Jesus har reddet hende ud af huset, lige som han gjorde ved os, spurgte Vivian?

Jo, sagde faderen som havde siddet tavst og hørt på hvad moderen sagde. Der er meget stor fare for at Det Ny Babylon også vil aflægge dem et natligt besøg, hvis de ikke allerede har været der, de holder jo fast ved Guds ord lige som vi og er derfor udsat for at blive fængslet eller brændt inde.

Hvis ikke Herren lige som os, havde fået os ud af huset i tide, hvor skal de gemme os sagde Erling som blandede sig i samtalen, der er jo ingen skov hvor de bor kun hede.

Åh, sagde moderen, Gud kan sagtens finde en hule eller noget ude på heden, hvor de kan gemme sig.

Det ville da være meget sikrere for dem at komme her ud til os, sagde Vivian.

Det kunne du lige tænke dig, sagde faderen. Så kunne du jo få Hulda at lege med.

Lege kunne der nu ikke blive noget af, for så ville de hurtigt blive opdaget, sagde moderen.

De sad alle tavse i lang tid og tænkte på deres venner som de havde tilbragt så megen tid sammen med.

Den næste dag da de om aftenen havde holdt andagt, sagde faderen: mor og jeg har talt om det vi talte om i går, med at prøve at finde ud af hvordan det går med Ove og Mary, men da det er alt for farligt for os alle at begive os ud på en så lang tur, har vi talt om at jeg selv skal tage af sted, og I skal så blive her, det vil nok tage en uges tid før jeg er tilbage, jeg kan kun komme frem om natten. Da der er et halvt hundrede kilometer langs vejen, vil det nok blive det dobbelte når jeg skal følge læhegnene for ikke at blive set, der er brød nok til i hvert fald fjorten dage og der er stadig nogle af kartoflerne og gulerødderne tilbage som vi hentede i kulen vi havde der hjemme på marken, så der bliver kun tale om vand som mor bliver nødt til at gå efter engang imellem, men det kan hun også.

Det giver nok ikke nogen problemer for vi vil bede Jesus sende sine hellige engle, for at passe på os alle sagde moderen og ikke mindst far som skal ud på den farlige rejse.

Alle vidste det ville blive svært at undvære faderen derhjemme, men både Vivian og Erling lovede de ville være lydige og passe godt på de ikke lavede støj, så de røbede hvor de var, Erling var også blevet lidt bedre til at spise af maden og lovede at han nok skulle være flink til at spise hvad der blev serveret.

John havde regnet med at turen ud til Ove og Mary ville tage en uges tid, men det gik kun langsomt med at komme frem om natten, da han sneg sig frem langs læhegnene og grøfterne. Om dagen holdt han sig skjult og sov det meste af tiden, så der var næsten gået en uge før John nåede så langt at han kun manglede nogle få hundrede meter hen til huset hvor Ove og Mary boede, eller havde boet, for hvor huset havde ligget var der nu kun en rygende ruinhob, bortset fra nogle få steder hvor en tynd røgsøjle forkyndte at der stadig var gløder, så var alt ruiner og aske.

Det var allerede lyst så John vovede ikke at kravle nærmere, selvom han havde stor lyst til det. Han var specielt meget interesseret i at finde ud af hvad der var sket med Ove og Mary, for selv om der kun var aske og ruiner tilbage, håbede han alligevel at finde et og andet der kunne fortælle ham hvordan det var gået med vennerne, men det måtte vente til i aften. Det ville være alt for farligt at gå derover nu hvor det var lyst. Pludselig var det som om han fik et chok, for ovre ved nogle træer, så han Ove komme gående over mod resterne af huset, han havde en spand med, og John så nu at Ove hentede forskellige ting over til træerne hvor han var kommet fra.

Din dumrian, hviskede John for sig selv, da han så hvordan Ove gik rundt ovre imellem ruinerne og ledte efter forskellige ting og hvordan han gik tilbage til det sted hvor Mary og Hulda var skjult.

John blev i sit skjul hele dagen da han ikke turde komme frem medens det var lyst.

Bag deres skjul, havde Ove, Mary og Hulda nu begyndt at gøre sig klar til natten, da det var begyndt at blive mørkt, og de bredte de tæpper ud som de i hast havde taget med sig aftenen i forvejen, da de forlod huset.

Vi kan lige så godt se at få noget hvile, for vi må regne med at vi har en lang og hård dag for os i morgen, sagde Ove, idet han kravlede ned under nogle tæpper - ikke i morgen men nu, i nat lød en stemme lige i nærheden.

Hulda udstødte et skrig.

Mary og Ove fór sammen, hvem var det?

Vær ikke bange, det er bare mig, John Christensen, sagde John, medens han kravlede frem fra en busk i nærheden.

Det er vel nok dejligt at se dig, sagde Ove, vi troede ellers at I var brændt inde.

Hvor er Frida og børnene, spurgte Mary?

Hvordan kom i ud af huset, spurgte Hulda. Og så måtte John fortælle hvordan de, trods uvejret, var taget på bivuaktur, og om hvordan det havde bygget en hule ude i skoven, og at han nu var kommet for at føre dem med sig tilbage til hulen.

Tilbageturen blev lang og besværlig, nu da de var fire der skulle holde sig skjult, og det blev ikke lettere af at Ove flere gange var ret ligegyldig med om han blev set eller ej. John havde flere gange skældt ud på ham og sagt at det nok ville gå sådan at de slet ikke nåede tilbage til Frida og børnene, men at de blev fanget inden, og sådan var det da også nær gået.

En eftermiddag da John vågnede, opdagede han at Ove var væk, han spurgte Mary hvor Ove var henne og hun fortalte at han var ude at gå en tur, hun havde prøvet på at få ham fra det, men han holdt nu på, at det kunne der ikke ske noget ved, hvor gik han hen spurgte John, jeg ved det ikke rigtigt, men jeg tror han gik derover på den kartoffel-mark, sagde hun og pegede i retning af en mark nogle hundrede meter borte, og ganske rigtigt, da John rejste sig op kunne han se Ove gå rundt i marken for at lede efter nogle toppe som var store nok til at de kunne tages op.

Hent hunden, lød pludselig et råb ovre fra en nærliggende gård og John kunne nu se en mand løbe over mod Ove, medens den anden mand løb tilbage mod gården.

Åh nej, nu fanger de ham, udbrød Mary, som også havde rejst sig op og stod og så ud over marken hvor Ove forgæves forsøgte at slippe væk fra en hund der hele tiden bed sig fast i hans bukseben.

Hvem fanger de, spurgte Hulda, som nu var vågnet og stod ved siden af sin mor, men ikke kunne se noget. Moderen trykkede hende ind til sig, uden at svare.

Gad vide hvad de vil gøre ved ham, sagde John, hen for sig selv, da han så at de havde fanget Ove.

Tror du de vil slå ham ihjel, spurgte Mary ængstelig,

Jeg ved det ikke, svarede John, men lad os nu ikke tabe modet, han er da i live endnu.

Resten af dagen holdt John og Mary skarp øje med den gård hvor de havde ført Ove hen til, for at se om han blev kørt væk.

Tror du der er mulighed for at vi kan befri ham, spurgte Mary, da de om aftenen sad og spiste.

Der er jo hunden, sagde John, den vil begynde at gø hvis en fremmed nærmer sig gården og Ove vil inden længe ikke være den eneste der er fanget.

John så sig omkring for at se om han kunne finde ét eller andet der kunne hjælpe ham til at befri Ove, men han kunne ikke finde noget.

Du John, sagde Mary pludselig, tror du ikke at man kan få en hund til at tie, hvis man giver den et stort og lækkert kødben?

Joh det er der da en mulighed for, sagde John, men hvor får vi et sådan et fra?

Jeg har et her, sagde Mary, og tog en plastikpose frem. Det var en lammekølle som vi skulle have kogt suppe på til Pinse, den lå i fryseren og var blandt de ting som Ove hentede hjem derfra.

Det er i hvert fald et forsøg værd, mente John, men det er på én betingelse, sagde han og så alvorligt på Mary.

Ja sagde Mary.

Og det er at du og Hulda lover mig at i bliver her til i morgen aften og hvis ikke nogen af os er kommet tilbage, så må du fortsætte rejsen langs hegnet og grøfterne, indtil du kommer ud til den hule hvor Frida og børnene er.

Mary var flere gange ved at protestere, men John afbrød hende hver gang og fortsatte, her er et kort der viser hvor vi befinder os, nu er vi cirka hér og pegede på et sted på kortet og skoven hvor Frida er, er dér sagde han og pegede på stedet. Med fingeren viste han den vej han ville foreslå hende at følge, han tegnede også et lille kort over skoven og forklarede sådan cirka hvor hulen var, da han omsider var færdig, holdt han en kort bøn og bad om at det måtte lykkedes ham at befri Ove og at Gud ville bevare dem alle. Det var helt mørkt da John langsomt sneg sig over imod gården, hvor Ove blev holdt fanget. Flere gange standsede han, for at lytte om det var muligt at høre noget, men natten var stille og det var med bankende hjerte at han mere og mere nærmede sig gården. Hvilken længe er han mon i, tænkte han, da han var helt henne ved den. Den bygning han stod ved, var øjensynligt laden, langsomt sneg han sig hen til en dør mon den var låst, hvad mon der var inden for døren? Måske skulle han hellere vælge en anden måde at komme ind i bygningen på. Men før han nåede at tænke mere over det, hørte han en bil komme op af vejen og hen imod gården, hvor han stod, hurtigt tog han i døren, den var heldigvis ikke låst og han kom indenfor, det var ganske rigtigt en lade han var kommet ind i men der var også nogle maskiner.

Han kunne høre hunden på den anden side af laden, omme ved gårdspladsen, om det var ham den havde fået færden af, eller det var bilen der nu kørte ind på gårdspladsen, var vanskeligt at sige. Men da hunden nu gøede lige uden for porten, der vendte ud mod gårdspladsen, og den samtidig begyndte at grave i jorden for at komme ind i laden var han ikke længere i tvivl, der blev nu tændt lys ude på gårdspladsen og han kunne høre stemmer derude og ved hjælp af det lys der skinnede ind ad vinduerne, kunne han ude på gårdspladsen se, at der til venstre for ham, var stablet store runde baller med halm op. Der var ingen anden mulighed, han måtte gemme sig dér, hurtigt kravlede han op på halmballerne og ind i en sprække der var imellem et par af dem.

Han kunne høre en mand råbe til hunden at den skulle tie stille, og på den samtale der blev ført ude i gården kunne han forstå at den nys ankomne var den stedlige politimester. Han kunne høre at de gik ind i stuehuset og alt blev stille. Det vil sige, ikke alt, for han kunne stadig høre hunden løbe rundt om laden for om den kunne finde et sted hvor den kunne komme ind i laden.

Hvor længe han sådan havde ligget vidste han ikke, men pludselig hørte han igen lyden af stemmer ude på gårdspladsen, det var politimesteren og gårdmanden der igen var kommet ud. På samtalen kunne John forstå at Ove skulle blive der på gården indtil torsdag, hvor han så ville blive hentet. Hvilken dag har vi nu, tænkte John og så på sit ur, det viste tirsdag, det vil altså sige at der er god tid, men det var også nødvendigt, for hvor var Ove nu henne, hvor blev han holdt fanget?

Ja, det var en vigtig ting at få fundet ud af, hvis det på nogen mulig måde skulle lykkes John at få befriet Ove.

Mary, der var blevet tilbage med Hulda, havde set en bil køre ned til gården, og hun var næsten sikker på at den var kommet for at hente Ove, hun var ved at stirre øjnene ud af hovedet da den nogen tid senere kørte bort derfra, hun prøvede forgæves at se om han var med, men det var umuligt at se noget.

Det blev ikke til megen søvn den nat, og heller ikke den næste dag. Hele tiden ventede hun at se John dukke op igen. Ove havde hun næsten opgivet at se igen, da hun regnede med at han havde været med bilen der kørte bort den forgående aften. Efterhånden som mørket sænkede sig blev hun mere og mere nervøs for at hun heller ikke ville få John at se igen og at hun ville være nødt til at fortsætte på egen hånd. Hun gruede for hvad hun skulle fortælle Frida når hun forhåbentlig kom ud til hende, hvis hun da nåede så langt. Det var svært for hende at bryde op og fortsætte sammen med Hulda, som hun havde lovet, men til sidst kunne hun ikke udsætte det længere, hun måtte af sted. Mange gange vendte hun sig om imod gården og det sted hvor hun havde ligget skjult i håb om at hun ville se et glimt af John, men hun så ingen ting.

Mary kom kun langsomt frem, for nu havde hun jo også den oppakning som Ove havde båret, selvom det ikke var ret meget de havde fået med, så var det alligevel strengt for hende at bære det hele og hun måtte ofte standse op for at hvile. Mary kunne stadig se gården, og hun var ved at fortvivle over den håbløse situation hun syntes at være i.

Mary, Mary, hørte hun pludselig en stemme kalde, selvom det var ganske svagt der blev kaldt, var hun dog ikke i tvivl om at det var Ove's stemme.

Ove, svarede hun forbavset, idet hun løb hen imod det sted hun havde hørt ham kalde. Hyyys, vær nu rolig ikke så højt ellers bliver vi alle fanget igen, hørte hun John sige. Ganske kort fortalte John hvordan han hele den første nat, og om dagen havde ligget skjult mellem halmballerne og ved hjælp af brudstykke af samtalen, var han i stand til at forstå at Ove blev holdt fanget i en gammel kartoffelkælder i den anden ende af laden. John fortalte også hvordan hunden var blevet ved med at snuse og grave ved laden, men da den derved havde gravet nogle blomster op, blev konen så vred på den, at hun lukkede den ind i en anden bygning, og ja, så var det bare om at krybe ned og befri Ove, sagde John.

John havde dog ikke turdet befri Ove før det var blevet mørkt, da det jo ville være vanskeligt for dem at slippe bort fra gården ved høj lys dag. En anden ting var også at John mente, at der ville gå længere tid før Oves flugt blev opdaget, hvis det skete om aftenen. Så nu var det bare med at komme så langt væk som muligt, før det blev lyst, før Oves flugt blev opdaget.

Den sidste del af turen blev tilbagelagt uden at der skete flere spændende ting. Ove havde, efter sit ufrivillige ophold i kartoffelkælderen, lært at være mere forsigtig og John behøvede ikke mere at være bange for at Ove skulle gøre noget som kunne røbe dem.

Sytten dage efter at John var taget af sted, var han atter tilbage i skoven med sine tre venner.

Vi var ellers lige ved at tro at du var blevet fanget, sagde Erling til sin far, da de kort efter sad i hulen og nød en kop te.

Vivian der specielt havde interesseret sig for hvordan te fra forskellige planter kunne have en sundhedsmæssig virkning forklarede, at denne mælkebøtte te de fik, var god for gigt og blodmangel.

Hvordan klarer i jer ellers med mad og sådan noget, spurgte Mary?

Else smilede, og sagde, at dette skulle Mary nok finde ud af i løbet af nogle få dage.

Det vigtigste er vand, forklarede Erling, et menneske kan leve lang tid, i hvert fald i mange dage, uden noget at spise, men vand eller anden form for væske er det nødvendigt at få lidt af næsten hver eneste dag.

Ja, og en anden ting er, at man altid skal huske at vandet næsten altid er forurenet, det vil sige fyldt med bakterier og andre sygdomsfremkaldende ting, forklarede moderen, så derfor er det vigtigt i denne forbindelse, at man aldrig bedømmer vandet efter dets udseende, idet selv det klareste vand kan være fyldt med forurening, hvorimod mudret og tilsyneladende snavset vand godt kan være lige til at drikke, når det er blevet renset. Denne rensning kan man foretage på flere måder, man kan f.eks. tage et stykke stof og lade vandet løbe igennem det, eller man kan lave en blanding af sten græs og sand og evt. noget forkullet træ hvor man lader vandet sive igennem. En vigtig ting er dog at man i denne forbindelse må huske at denne filtrering ikke dræber de sundhedsskadelige bakterier. For at kunne dræbe dem, således at vandet bliver drikkeligt, er en kogning i 10 minutter den bedste metode. Vandet vil dog få en flad smag ved en sådan kogning, men det kan man afhjælpe ved at hælde vandet fra den ene beholder til den anden, f.eks. fra én gryde og over i en anden, og på denne måde lufte vandet så det bliver iltet. En anden ting man kan gøre er, at man kan lave te af vandet sådan som vi nu har gjort her, så smager man heller ikke den flade smag. Det er dog også vigtigt at huske, at det ikke kun er det vand man drikker, men også det vand man bruger til madlavning der skal koges og ligeså også det man børster tænder i eller vasker grønsager i. Man gør derfor klogt i altid at koge vandet, selvom man har travlt eller selvom man er meget tørstig.

Men hvad nu hvis der intet vand er, spurgte Hulda, hvordan skal man så forholde sig?

Der er vand næsten alle steder, svarede John. Husk på, at vand er en meget vigtig ting, både for mennesker og dyr, så derfor har Gud ordnet det således, at der er vand i én eller anden form for væske næsten alle steder, selv de steder hvor der ikke synes at være noget kan der være ret så store mængder.

Erling kan du nævne nogle steder, spurgte faderen?

Æv, jeg troede ikke at jeg skulle høres i lektier i dag, mumlede han.

Lektier, spurgte Hulda forundret?

Ja, forklarede Vivian, vi må jo lære naturen bedre at kende, så den kan give os de ting vi har brug for; noget at spise, noget at drikke og noget at lave forskellige redskaber af.

Det lyder spændende, sagde Hulda.

Det er det sandelig også, og i skal også lære det, sagde Vivian.

Det er faktisk nødvendigt, sagde faderen, ligesom det også er nødvendigt at i, hurtigst muligt, lærer de tegn vi bruger i stedet for tale, når vi er uden for.

Hør nu godt efter når Erling nu fortæller jer om hvordan man kan finde vand eller væske, selv om der ikke ser ud til at være noget.

Jo, sagde Erling, der er saft i mange træer, specielt i birk og selv om det ikke regner, så falder der dug og hvis man om aftenen breder et tæppe ud på jorden er det ofte at man om morgenen kan vride nogle dråber, ja måske endda mere, ud af tæppet.

Ja, selv dråber kan være vigtige, sukkede moderen. Før i tiden tænkte man aldrig over det, da tog man det ikke så nøje, men nu må vi jo føle, hvis ikke vi lærer det.

Er der andre træer, spurgte faderen?

Vivian rakte hånden op, og da Erling ikke kunne huske flere, sagde Vivian, ja poppel og ask har også et stort væskeindhold som man kan drikke i en nødsituation.

Er der andre steder, spurgte faderen. Da der ikke var nogen som svarede, fortsatte han, hvor skulle jeg f.eks. grave hvis jeg …

Ja, nu ved jeg det, sagde Erling ivrigt, i jorden, neden for en høj eller en bakke.

Ja, sagde Vivian, og om vinteren kan man bruge sne, men man må endelig ikke begynde at smelte sneen i munden, da det jo vil svare til at man tog alt tøjet af og løb nøgen rundt ude i sneen. Men man skal komme det i en gryde eller lignende og så sætte det over ilden og på denne måde få det smeltet, men der skal meget sne til bare for at fylde en kop med vand, men der kan jo fyldes på hele tiden. Is er derimod ikke så godt at lave vand af, da der er fare for at det vand som er frossent, f.eks. er forurenet og så vil det også være det når det er tøet op.

Godt sagde faderen, da Vivian havde afsluttet sin forklaring. Lad det være godt for denne gang, næste kan vi så høre om spiselige, vilde planter eller andre ting.

Nogle dage senere da John og Ove var ude for at se om der var nogle vilde bær, hørte de at der var nogle som talte sammen, John og Ove gemte sig hurtigt for ikke at blive set. Men efter at de i nogen tid havde ligget skjult, gav John tegn til Ove, at han skulle blive liggende medens han selv kravlede nærmere for at finde ud af hvor stemmerne kom fra.

Ove var meget forbavset over dette, da det bestemt ikke var normalt at John søgte nærmere til noget der kunne være til fare for dem, men John mente at han af de brudstykker af samtalen, han havde kunnet høre, så var der mulighed for at det var nogle af Guds sønner og døtre, som under deres flugt var kommet der til skoven, og nu var det så at han ville nærmere for om muligt, at høre hvad de talte om og på denne måde, at afgøre om han skulle give sig til kende.

Da John kom nærmere, kunne han se at det var et ung ægtepar med en lille pige, de havde så vidt han kunne se ikke nogen bagage, og mad lod det heller ikke til at de havde noget af, for pigen talte hele tiden om at hun var sulten. Det tog ikke lang tid for John, at blive klar over at det måtte være en familie fra én af de større byer som havde været nødt til at flygte, og han gav sig derfor til kende for dem.

Manden der hed Mikkel fortalte, at der var flere af deres venner der var blevet fængslet, og at det kun var med nød og næppe at de var undsluppet ud af bagdøren, da de skulle have været fanget og fængslet. Mikkel fortalte også at mange mente at det var Guds sønner og døtre der var årsag til at der var så vanskelige tider i landet og at man derfor havde bestemt at man ville fange så mange som muligt af dem.

Den unge kone hed Lisbeth, og hun fortalte at hun havde en søster der boede dér på egnen, og at de havde håbet at de kunne få lov til at bo dér, men søsteren var bange for at hun ville blive straffet hvis hun skjulte dem. De havde derfor kun fået lidt at spise og så måtte de ellers klare sig selv, Ove var nu også kommet til og han havde hørt det meste af samtalen og foreslog derfor at de skulle komme med hjem til hulen og få noget at spise, og så kunne de altid afgøre hvad der så skulle ske.

Mikkel kunne også fortælle at der var blevet udlovet en dusør til dem der kunne fange en af Guds sønner og døtre, det var således at fangen skulle være i live for at man kunne få udbetalt dusøren. Man ønskede af Guds sønner og døtre i live, fordi man ville afhøre vedkommende, for at finde ud af hvor der boede andre af Guds sønner og døtre. Der var derfor mange som prøvede at finde ud af hvor Guds sønner og døtre boede, for at tage dem til fange, det var derfor Mikkel og Lisbeth, med deres lille pige Linda som er 8 år, måtte flygte fra byen hvor de boede.

Da de kom ud i hulen hos John og Frida og Ove og Mary og havde de godt nok fået lidt at spise, men det var bestemt ikke den maf de var, vandt til at spise. Det var febernellikerod, fuglegræs og skvalderkål, gederams og forskellige andre vilde planter. De havde også fundet nogle hindbær og lidt blåbær, men det var ikke fordi det var ret mange, og det var i det hele taget vilde planter de var nødt til at leve af, og det var også gået helt godt med Lisbeth og Linda, men Mikkel kunne bestemt ikke lide den slags mad, så derfor var han meget utilfreds med det han fik at spise, han havde meget store problemer med at spise så meget, så han kunne klare sig. Mikkel mente at de skulle prøve at søge andre steder hen, men det var Lisbeth ikke så ivrig efter, for hun var bange for at de ville blive forfulgt, uanset hvor de kom hen, og især nu hvor der var udsat en dusør på at fange de kristne. Ja, så var faren for at blive opdaget nu blevet endnu større.