Et natligt besøg

Puha, sikken et vejr det er blevet og det er endda nu hvor man skulle tro at vinteren var ved at være forbi for denne gang og det skulle til at være sommer, og så sætter det ind med sådan et vejr. Men det er da godt at man ikke skal være ude.

Hov, hov hvad er det du siger, du glemmer vist en ting, lød det i kor fra Erling og Vivian som havde hørt faderens bemærkning da han kom ind. Og nu stormede de ud i gangen hvor han var ved at tage overtøjet af og hænge det til tørre.

Du glemmer vist hvad du har lovet, råbte Erling ivrigt, medens han dansede rundt og fægtede med arme og ben, øjnene lyste af begejstring.

Nej, du slipper altså ikke, istemte Vivian, som nu også var kommet ud i gangen, og selv om hun tog det mere med ro, var det tydeligt at hun også var meget opsat på at der skulle ske noget spændende.

Nej, hør nu her sagde faderen, I vil da ikke ud i det vejr?

Jo, råbte begge børnene i kor, vi tager da bare regntøj på, råbte Vivian.

Ja, og så finder vi et sted hvor der er læ under nogle træer, sagde Erling ivrig.

Jah, istemte Vivian.

Åh, er I da helt fra forstanden, sagde faderen, i sådan et vejr, i ved da vist ikke hvad I taler om.

Nej, slå I hellere den tanke ud af hovedet igen, alting er jo også så vådt og det drypper jo fra træerne, nej det må vente til en anden gang.

Men Erling og Vivian var ikke tilfredse, de råbte i munden på hinanden: vi skal ud og ligge i bivuak i nat, det har du selv sagt at vi skulle, for at vi bedre kunne klare os når vi bliver forfulgt.

Nu kom moderen og afbrød samtalen, idet hun sagde at maden var klar.

Familien Christensen boede i et lille hus nogle kilometer uden for byen, her havde de en stor have hvor de dyrkede deres egne grønsager. At bo på landet og at kunne dyrke deres egne grønsager og frugter, var af meget stor værdi, ikke mindst nu hvor alting var så usikkert.

Der havde jo i den senere tid været mange uoverensstemmelser. Blandt andet havde familien Christensen den opfattelse at de ikke ønskede at være medlemmer af en fagforening, da disse ofte styres af én bestemt politisk retning. Men det var nu ikke den eneste årsag. De metoder der ofte blev brugt, når en arbejdsgiver eller arbejderne på en arbejdsplads skulle tvinges til at være medlemmer af én eller anden faglig organisation, var bestemt ikke menneskelige. Al vores selvstændighed er jo taget fra os og vi har det jo næsten på samme måde som Valdenserne og Huguenotterne da de blev forfulgt på grund af deres overbevisning sagde faderen.

Faderen havde meget svært ved at finde noget arbejde. Der var ikke mange steder han kunne få lov til at arbejde når han havde dette standpunkt.

Vold og umoralitet var taget voldsomt til i de senere år og hvorfor? det var denne gruppe af kristne som familien Christensen tilhørte, nu ikke i tvivl om. De mente at det var fordi mange havde glemt Gud og det store offer han havde bragt på Golgatas kors ved Jesus Kristus for 2000 år siden. En anden meget afgørende ting var den magt Det Ny Babylon havde fået, og som blev benyttet til at forfølge de som stadig ønskede at leve i overensstemmelse med Guds ord.

De kristne, det vil sige, Guds sønner og døtre, som familien Christensen tilhørte, havde ofte talt om, at det måske en dag blev nødvendigt at løbe fra det hele, for ikke at blive slået ihjel, men så vidt var det dog heldigvis ikke kommet endnu. Men mange steder havde Det Ny Babylon gjort hvad man kunne, for at gøre det så vanskeligt som muligt for de der stadig ønskede at tilbede deres skaber.

Det var med disse ting i tanke at de havde planlagt at tage ud i skoven, for at prøve at sove i bivuak, og det havde børnene straks være med på. Men nu så det altså ud til at regn og storm skulle sætte en stopper for denne tur, men heldigvis havde det heller ikke været nødvendigt at foretage den slags endnu. Værre var det for de af deres trossøskende som opholdt sig inde i byerne, de fleste var på flere måder blevet forulempet og nogle var allerede sat i fængsel, på grund af deres overbevisning.

Der var endda nogle, som påstod der var en speciel gruppe inden for Det Ny Babylon som kaldte sig 666, og som havde set det som sin opgave at forfølge de der fortsat ville tjene deres Skaber og Herre.

Da de var færdige med at spise sagde moderen: Jeg ved godt at det er et frygtelig vejr, men børnene har nu sådan glædet sig til denne tur hele dagen og i eftermiddag har de været ualmindelig flinke til at hjælpe mig så vi kunne blive færdige, for de håbede jo hele tiden på at det ville klare op, så vi kunne komme af sted.

Er du da heller ikke klogere, spurgte faderen?

Jamen børnene har virkelig glædet sig, sagde moderen, og vi har da også planet på denne tur i længere tid, rygsækkene er pakket, soveposerne er rullet ind i et stykke plastik og desuden har vi fundet et par store stykker kraftig plastik som vi kan bruge til at lægge over bivuakken, så kan vi da ligge i tørvejr.

Hvad med maden spurgte faderen; har I også pakket den?

Ja, i hvert fald det meste, sagde moderen.

Hvad med i morgen, spurgte faderen, hvad havde I da tænkt jer?

Ja, ser du sagde moderen, børnene har jo fri fra skole, da det er dronningens fødselsdag, så hvis vejret ikke er alt for slemt kan vi jo blive derude om formiddagen, og så kan vi altid se over middag.

Nå, ja; sagde faderen, men så er der vel ikke andet at gøre end at se og komme af sted, men først skal vi altså have taget af bordet og have vasket op, for det er ikke rart at komme hjem til sådan en opvask, vel?

Hurra, jubiiiie, råbte Erling og Vivian og dansede rundt i køkkenet, vi skal nok skynde os at få vasket op og ryddet til side så vi hurtigt kan komme af sted.

Klokken var kun lidt over seks da de alle stod med regntøj på og de fik nu hver deres ting at bære. Erling der var otte år fik en spade, en sav og en økse, ganske vist var det kun i spejderstørrelse, men det var alligevel godt at have med, hver af tingene var i et hylster og desuden fik han et af de ekstra stykker plastik, som han skulle bære, han mente dog selv at han godt kunne bære den store rygsæk med mad, så ivrig var han efter at komme af sted, men det var faderens arbejde.

Vivian der var 12 år fik de fire soveposer og moderen havde en rygsæk der var lidt mindre end den faderen skulle bære. I den var der forskellige ting som de mente at det ville være godt at have med på turen.

Kan du se det slet ikke er så slemt et vejr som du sagde, sagde Erling da de efter en halv times gang var kommet ind i skoven hvor der var læ.

Ja, og nu er det også ved at blive tørvejr; sagde Vivian, så det bliver slet ikke så slemt.

Det skal nu nok gå, for Gud ordner alting til det bedste for os, sagde moderen.

Hvor skal vi lave bivuak, spurgte Erling, der var ivrig efter at komme i gang den spændende opgave.

Åh, vi skal da lige ind i skoven først, sagde faderen, men vi går nu ikke så langt, du venter måske på at komme i seng, spurgte han.

Nej, nej, men jeg synes bare at det er så spændende, sagde Erling.

Heldigvis er det da ikke helt mørkt endnu, sagde moderen. Så vi kan måske nå og få det meste af bivuakken lavet, før det bliver helt mørkt.

Her er et godt sted, råbte Erling, som var løbet i forvejen.

Sssyyee, ikke så højrøstet, det kan jo høres langt omkring herude i skoven, sagde moderen.

Nåh, jeg synes nu vi skal lidt længere væk fra vejen, sagde faderen, især da det er meningen at vi nok skal være her i morgen formiddag også.

Her, sagde Erling og Vivian i munden på hinanden, her skal bivuakken være.

Kan I da ikke høre, I skal ikke råbe så højt, prøv nu at skrue lidt ned og tag det lidt mere med ro, sagde moderen.

Ja, I skal ikke råbe sådan op, sagde faderen, det kan høres langt omkring.

Her fra dette træ til dette, sagde Erling.

Ja, eller fra det her, til det her, sagde Vivian.

Ja, vi kan også gå herover og lave det her imellem disse to træer, sagde moderen.

Jaaa, sagde begge børnene som med én mund.

Ja, nu skal vi så have fat på en overligger som kan nå fra det ene træ til det andet og så spænder vi det kraftige plastik skråt ned til siderne, sagde faderen.

Det varede ikke længe før de alle var i fuld sving. Erling og Vivian slæbte grene sammen.

Faderen havde fundet et tyndt træ som var væltet i stormen, det blev hurtigt grenet af og kunne bruges som overligger.

Moderen var gået ud til vejen for at hente nogle af de store sten, som hun havde set ligge derude.

Efter en halv times forløb var bivuakken klar, med det svære plastik spændt ud over overliggeren og det var bundet fast til de to stammer, de store sten som moderen havde hentet, gjorde en god gavn til at holde plastikken på plads i den kraftige vind. Grenene de havde samlet var stablet op ved den ene gavl, medens et regnslag gjorde det ud for indgang i den anden ende. Inden i bivuakken var der lagt et stykke tyndt plastik ud i bunden. Derefter en gammel presenning, et godt underlag er den eneste måde vi kan holde os varme på, sagde moderen.

Ja sagde faderen og hvis vi hurtigt kravler i soveposerne, så kan vi også holde os varme ellers vil vi hurtigt komme til at fryse. Kort efter var alle nede i deres soveposer og snakken gik lystigt, ind imellem sang de med en lav stemme en aftensang og moderen fortalte en historie. Der blev holdt en andagt og efter have ligget og lyttet til skovens mange forskellige lyde faldt de hurtigt i søvn én efter én og kort efter sov de trygt.

Hvor længe de havde sovet vidste faderen ikke, men pludselig vågnede han ved et øredøvende brag, moderen var også vågnet.

Hvad var det, spurgte hun.

Det lød som om der var noget der eksploderede, sagde faderen.

Hvad kan det være, spurgte moderen.

Åh, det ved jeg ikke, sagde faderen.

Måske var det et træ der knækkede i stormen, sagde moderen selv om jeg synes det lød mere som en eksplosion, og det kom i den retning hvor vores hus er.

Jeg må hellere gå hen og se efter hvad det var, sagde faderen.

Nogen tid forinden var tre mørke biler fra Det Ny Babylon, kørt sagte op af den markvej som førte op til familien Christensen's hus. Bilerne standsede ca. et par hundrede meter fra huset og fem mand stod ud fra hver bil.

Det ser ud til at de er hjemme, bilen står i hvert fald i garagen, sagde én af mændene, da de var kommet nærmere til huset.

Ja, hviskede den anden, de sover trygt alle sammen, og de vil slet ikke opdage noget før det er for sent.

Mændene fordelte sig nu rundt omkring huset og de to mænd som bar et par store dunke, gik helt hen til huset og hældte noget af dunkenes indhold rundt omkring, især ved vinduer og døre.

Denne benzin vil hurtigt forvandle det hele til ét stort bål hviskede den anden, ja sagde han og med den vind der er i nat vil det kun tage nogle få minutter, så er det hele forvandlet til en ruin.

Da de havde hældt benzinen ud, tog én af mændene en æske tændstikker, og strøg en af dem medens han hviskende sagde: nåh, nu får vi så at se om Jeres Gud kan redde jer ud af dette her.

Hvis det skulle lykkes, så skal vi nok tage os kærligt af dem, sagde en anden, med en stemme der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen.

Nogle få minutter efter stod hele huset i flammer, men pludselig lød der et øredøvende brag, det var én af gasflaskerne der eksploderede.

Da faderen var kommet ud til skovkanten standsede han brat op, da han så at huset var ét flammehav.

Men hov, hvad var det, der er jo folk der henne, det er nok nogle af naboerne som er kommet for at hjælpe os.

Han skulle lige til at løbe over til dem, da han lagde mærke til at folkene ikke prøvede på at slukke ilden, men i stedet for stod i en ring rundt om det brændende hus og med deres lommelygte afsøgte terrænet imellem sig.

Det er folkene fra Det Ny Babylon hviskede faderen for sig selv, og fik tårer i øjnene, medens han knælede ned for at takke Gud fordi Han havde sørget for, at de på trods af uvejret, var taget på bivuaktur.

Da faderen kom tilbage til bivuaken, lå moderen stadig vågen og ventede på nyt fra ham.

Hvad var det så, spurgte hun spændt?

Det var en af gasflaskerne i vores hus der eksploderede, sagde faderen.

Men så må vi jo skynde os hjem, sagde moderen. Er der nogen der har ringet efter Falck? spurgte moderen, idet hun begyndte at kravle ud af soveposen. Hvis det var en af gasflaskerne der eksploderede, som du siger, så må der være sket noget, jeg mener jeg slukkede for gaskomfuret inden vi gik. Tror du der kan være sket en kortslutning eller hvad?

Nej, nej, det tror jeg ikke sagde, faderen.

Mener du, at der er nogle der har sat ild på huset? spurgte moderen.

Faderen sagde ingen ting.

Jamen, så kunne vi jo være brændt inde.

Der var en lang pause, hvor man kun hørte stormens susen i trætoppene og en flagrende lyd fra en stump løst hængende plastik.

Jamen vi kunne jo havet været brændt inde, gentog moderen. Hvem kunne da have glæde af at brænde huset af.

Det var nu nok heller ikke så meget huset, sagde faderen, at de var interesseret i.

Jamen, hvis det ikke var huset de var interesseret i at brænde af, hvorfor skulle de så sætte ild til det, hvis altså det var nogle der gjorde det med vilje sagde moderen.

Hvis du havde ligget hjemme i din egen seng, så havde du nok sovet lidt fastere end, end du gør her, sagde faderen, og hvis der så kom nogen og stak ild til et gammel hus lige som vores, hvad tror du så man kunne være temmelig sikker på der ville være sket, udover at huset var brændt?

Moderen sagde ingen ting.

Vi har al grund til at være Herren taknemmelig, fordi vi ikke lå i vore senge i nat, men at han sørgede for at vi kom herud. Sagde faderen, tænk på, at vi hører til de få som ønsker at følge Guds Ord. Tænk på at vi lever i en tid hvor Det Ny Babylon mere og mere vil prøve på at gøre livet surt for de kristne.

Tidligt næste morgen, da Vivian og Erling vågnede, var det blevet helt stille vejr og solen skinnede, selv om klokken kun var halv syv om morgenen, så var det alligevel ved at være lyst. Moderen havde allerede fundet en tallerken og gryn frem til morgenmaden og faderen var ved at finde mælken frem.

Hvad skal vi lave i dag? spurgte Erling.

Faderen så over på moderen og så sagde han: Lad os nu lige få noget at spise, så kan vi snakke om det.

Vi skal i hvert fald ikke hjem lige med det samme, sagde Vivian. Det er da alt for fint vejr at tage hjem i.

Jeg vil gerne have noget brunt sukker på mine gryn, surmulede Erling, ellers vil jeg ikke spise det.

Godt, sagde faderen og rakte hånden ud efter Erlings tallerken, så sparer vi grynene til en anden gang, for du får ikke brunt sukker på.

Faderen vendte sig nu om imod Vivian og sagde: Og du, Vivian, du drikker din sojadrik op.

Jeg bryder mig nu ikke om sojadrik, sagde Vivian.

Jamen du ved jo godt, sagde moderen, at du ikke kan tåle den rigtige mælk, og den bryder du dig jo heller ikke og, der er desuden flere proteiner i sojadrik, så du skal være lykkelig for at du kan få en så god drik, i stedet for mælk, men du kan helt blive fri, og så kan vi se hvordan det går.

Jeg har et par spørgsmål til jer to sagde faderen, og henvendte sig til Vivian og Erling da de havde holdt andagt og takket Gud, fordi han havde bevaret dem igennem natten.

Hvad vil I sige til at vi bliver boende herude i skoven og slet ikke flytter hjem mere?

Hurra, sagde Erling og Vivian i munden på hinanden, det vil være sjovt.

Hvordan vil I så få noget at spise, spurgte moderen, så kræsne som I er?

Åh, sagde Erling vi finder da bare nogle vilde planter, og så spiser vi dem.

Tror du at det smager bedre end gryn uden brun sukker, spurgte moderen.

Erling sagde ingenting.

Jeg har et spørgsmål mere sagde faderen. I ved hvad Det Ny Babylon er, begge børnene nikkede.

Kom, sagde faderen og rejste sig, kom med, men vær helt stille, ikke en lyd, så skal vi se hvor stille I kan være og hvor stille vi kan komme frem, så skal jeg vise jer noget.

Et rådyr hviskede Erling. Du har så tit sagt, at når man er ude i en skov tidligt om morgenen er der store muligheder for at man ser et rådyr.

Måske ser vi også et rådyr, hviskede faderen tilbage, men vær nu helt stille.

Da de nogen tid efter stod i skjul bagved nogle fyrrebuske i skovkanten og så ud over den rygende ruin som var det eneste der var tilbage af deres hus, kunne Vivian ikke holde tårerne tilbage, selvom om hun gjorde et ihærdig forsøg på det.

Jeg vil godt spise havregryn uden brun sukker på, hviskede Erling og kæmpede med gråden, ja det bliver en svær tid, sagde moderen, men nu må Jesus da også snart komme.

Der ligger et par blikplader der ovre som ikke er ødelagt af ilden, sagde faderen og pegede over mod huset, dem må vi se at få hentet i nat når det er blevet mørkt. Kom lad os gå tilbage til bivuaken.

Da de var kommet tilbage til bivuaken, sagde faderen, som I ser, er det nu alvor, folkene fra Det Ny Babylon tror at vi er døde, brændt inde, og det er en fordel for os, men det kræver at ingen ser os, derfor må vi straks finde et andet sted hvor vi kan gemme os, hvor der er mindre chance for at det bliver opdaget. En meget vigtig ting er, at vi ikke laver spektakel, det vil sige, at vi ikke taler højt sammen og at vi slet ikke råber. Vi må finde ud af et fingersprog eller et tegnesprog, så vi lydløst kan tale sammen. Pas på ikke at knække grene, lad være med at gå langs med vejene, hvis I går nogen steder, og hvis I hører eller ser nogen, så må I standse øjeblikkelig, det er vanskeligere at se én som står helt stille, end at se én der bevæger sig. Det er meget vigtigt, ja, det er livsvigtigt at I adlyder så snart det bliver sagt, for eksempel, hvis én ser ét eller andet, rækker vedkommende straks hånden i vejret, faderen viste dem hvordan de skulle række højre hånd op, det betyder holdt sagde han, og så er det bare med at standse med det samme uanset hvem det er der rækker hånden op, også hvis det er Vivian, det sidste var specielt sagt til Erling. En ting i den forbindelse er, at der er ingen der må lave sjov med det, for det er alvor nu, dødsens alvor. Tænk før I gør noget og overvej hver enkelt ting meget nøje, bare en lille fejl kan koste os alle livet, husk det sagde faderen, og lad os så få pakket sammen og komme af sted.

Hvor skal vi hen, spurgte Erling.

I ved, at der er et stykke skov med mange huller og meget tæt buskads, det er meget ujævnt, og det er et temmelig stort stykke skov men det er sjældent der kommer mennesker ind i det stykke, heller ikke når de har jagt, det må være det bedste sted for os at gemme os, i hvert fald indtil videre. Begge børnene nikkede, de havde ofte været med faderen ude i det omtalte stykke.

Det var langt henne på eftermiddagen før faderen og moderen mente at de havde fundet et egnet sted, børnene var for længst blevet trætte og sad nu sammen med bagagen, medens faderen og moderen forsatte deres søgen efter et sted hvor de følte at de kunne være i sikkerhed, det kunne godt komme til at dreje sig om nogle måneder, så det var meget vigtigt at de fandt det rigtige sted.

Det sted de havde fundet, var en lille kileformet kløft som var godt skjult mellem nogle tætte fyrrebuske, den var ca 3½ til 4 meter lang og et par meter bred.

Du bliver her sagde faderen til moderen, imedens jeg henter børnene og bagagen. Da faderen kom tilbage til moderen med børnene og det meste af bagagen, begyndte moderen at se efter noget at spise, medens faderen hentede den sidste rygsæk. Alle var godt sultne, da de ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden, der var ikke nogen som klagede over maden.

Da de havde spist kiggede faderen over mod en anden lille kløft og sagde: vi laver en bivuak derovre for de næste par dage, medens vi laver en hytte herovre, vi bliver nødt til at arbejde mest om natten, og så sove om dagen.

Skal der lægges rafter over her, spurgte Erling og viste med hånden fra den ene skrænt til den anden?

Ja, sagde faderen, men først skal vi have taget lidt af siderne, så bliver de mere lodrette, og for at være sikre på, at de ikke falder sammen over os, er vi nok nødt til at lave en slags væg.

Hvordan, spurgte Vivian?

Jooho, forklarede faderen, vi graver nogle stolper ned i jorden ind mod skrænten og bag dem, ind mod skrænten, lægger vi så mange små stolper og grene, og bag dem fylder vi så op med jord, som vi tager forneden af skrænten, så der bliver fladt i bunden. Til sidst lægger vi stolper og jord ovenpå og til allersidst lægger vi et lag græstørv, så det ikke kan ses der er en hule, hvis det skulle ske der kommer nogen forbi.

Selv om alle arbejdede så godt de kunne, skred det kun langsomt frem med hytten, alt måtte udføres med stor forsigtighed da der ikke måtte høres en lyd.

Hver nat var både faderen og moderen ude for at finde affalds træ som kunne bruges. Der skulle bruges mange stykker, og da de måtte bære det hele, var det begrænset hvor meget de kunne hente på en nat, ofte var de langt omkring for at finde nye stykker, de fleste havde grene på, og her var der et problem med at få grenene af uden at det kunne høres. Den lille spejder sav gjorde et godt stykke arbejde, den gnavede sig hurtigt og lydløst igennem træet, hvis der ikke blev trykket for hårdt på den.

En nat, midt i april, ledte Gud dem til et stykke hvor der for nylig var fældet en mængde birketræer.

Tak Jesus, sagde faderen, da han så det, han vendte sig mod moderen og viskede, masser af lydløs og røgfri ild. Den nat var det kun birketræ der blev båret hjem og straks næste morgen blev der tændt et bål for første gang i snart en måned, og de fik noget varmt at spise, det var vidunderligt hvordan Guds sørgede for dem.

Vi kan hente vand i den kunstige sø, samme sted som dyrene drikker, sagde moderen. Heldigvis fik vi dog læst om hvordan man kan rense vand for at det kan drikkes, og nu har vi masser af brænde.

Selv om de efterhånden havde en hel del forskellige tegn, som de brugte i stedet for tale, var det dog alligevel rart sommetider at kunne sige noget, men det skete altid med en lav hvisken, og alle holdt hovederne hel tæt sammen, når de skulle sige noget.

Der var gået næsten 2 måneder før tværbjælkerne var lagt op, og ovenover dem havde nogle få blikplader, som John og Else med besvær havde fået båret hjem til hulen, fra det brændte hus, det havde gjort en god gavn. Plastikken som Gud havde sørget for at de havde taget med sig på grund af regn, da de forlod huset for sidste gang, blev brugt til at lægge henover pladerne så der ikke skulle drysse sand eller komme vand ned igennem søm hullerne, derefter blev der lagt græstørv ud over det hele.

1